— — hiin store Fader gav
Blomsten Dug og Øiet Taarer.
F. H. Guldberg.
Mit Hjerte er en Himmel graa,
Hvor Sorgerne som Kloder staae;
Saa underlig er deres Gang,
Derfor er Barmen dem for trang.
Græd kun, ja græd, saa faaer Du Ro!
Hver Taare er en Verden jo;
En Verden fuld af Sorg og Lyst,
Der ruller fra det snevre Bryst.
Og har Du grædt dit Øie træt,
Da bliver Du om Hjertet let,
Thi Sorgen, om den end er stor,
I hine Taare-Verdner boer!
Og troer Du vel, at han, som glad
Seer Krybet paa det mindste Blad,
Han, som det Hele stræber til,
At han en Verden glemme vil?