Høit paa Bjerget, hvor Skyerne gaae,
Hvor de sorte Graner staae,
Hvor Kilden risler fra Fjeldets Stene,
Sidder jeg ene.
Snart er Fjeldet en Ø;
Skyerne staae, som en uhyre Sø;
Nu skilles de her,
Og i Sollysets Skjær
Seer jeg dernede den grønne Vang.
Der var jeg engang,
Der, hvor Fuglene slaae,
Hvor de brune Hytter staae,
Hvor Røgskyer, blaalige, hvide,
Hvirvle ad Bjergets Side.
Et Hjem fandt jeg der,
Jeg fandt en Hjertenskjær.
Tanke og Sjæl følte jeg brænde
Ene for hende.
Hun elskede mig — hun var tro,
Tro — derfor skiltes vi to.
Hun var Brud — dernede de bygge
I Hytten, hist hvor Egene skygge,
Hvor Røgskyer hen over Toppene bølge.
Hun sin Tanke maa dølge,
Hun tør ei tænke paa mig,
Dog drømmer Hjertet kun Dig.
Synd jeg dynger paa Synd i min Smerte;
Du kun boer i mit Hjerte.
— O, Du Skyernes bølgende Hav,
Skjul mig min Kjærligheds Grav!