Østergade
poetisk betragtet
poetisk betragtet
"Wandl’ im Grünen;
"Willst Du die Blumen verstehn,
"Mußt Du erst den Wald durchgehn."
Tieck.
Det hele Liv, ret som det staaer
Og gaaer,
Kan findes paa en simpel Promenade
Igjennem østergade.
— Først stirre vi med Barnets Drømmeblik,
Paa al den smukke Stads i Høis’s Boutik.
O hvilken Verden! skjøn og underfuld;
Hvor straaler den med deiligt Glimmer-Guld!
Ja Alt er Strengespil, fra Faar til Nattergalen,
Selv Hestene man seer med Pibe midt i Halen.
Vi drømme os en evig Blomster-Mai, —
Men Klokken slaaer paa Nicolai
Rask trækker Tiden os i Barne-Kjolen,
Vi maae i Skolen.
I Efterslægten sidde vi paa Bænken,
Nu skal man lære lidt fornuftig Tænken,
Beklappes smukt med Viisdoms Ferle,
Til en Examens Perle.
Saa dimitteres vi til Brummers Stue.
Rundt om vi skue
En Mængde — stive Bind
Af Svinelæder, Pap og Kalveskind;
Ret smukke Folk, men tørre — Jammerskade!
Thi Livet vinker — — — ud paa Øftergade.
— Brogede Vrimmel!
Oppe sig hvælver den skyklare Himmel;
O hvilket Liv! ha, lystig og fro!
Skilles og mødes,
Puffes og stødes,
Slide paa Livet, paa Støvler og Skoe.
Flagrende Baand og flagrende Qvinder,
Sminkede Hjerter og sminkede Kinder,
Hefte paa fire, og Heste paa to;
Fromme Matroner,
Bitte Baroner,
Riigmand og Tigger,
Lystigt i Drosker, Kareter og Gigger;
Alle vil larme;
Gud sig forbarme!
Heden os qvalte med Haar og Skind,
Gjorte ei Damerne Vind. —
Her en Frugthandler
Vinker med Æbler, Rosiner og Mandler,
Svulmende Druer,
Ak Hjertet luer!
Det kriller saa sært i Marv og Been,
Man føler sig blive en løierlig Een.
Man snakker om Længsel i sit Bryst,
Om Silke som Blaae-Violer,
Om Sølverskyer og Lysets Kyst,
Samt Smertens Piil og Pistoler,
Og for man har sig ret selv beseet,
Er man Poet. —
Electrisk gnistrer Haaret;
Ind paa Aviscontoiret
Man styrter nu. Høit strutte alle Lommer
Af Digterblommer.
— Saa gaaer det fort i Ungdoms glade Flugt;
Alt er saa smukt,
I Harmonie det store Hele svinder,
Fra Skraldemanden til de ni Gudinder.
Men som man allerbedst paa Flisen dandser,
Man standser.
Hos Jürgensen bag Rudens Glar
Man bliver vaer
En Mængde Uhre; hvert os minder,
At Tiden svinder,
At som vi bedst vil nyde Promenaden,
Staae vi ved Enden alt af Gaden.
Forstrækket i vort Sind,
Vi falde strax paa Apotheket ind,
Beværte Sjæl og Krop med Draaber og med Piller,
Kort sagt, man stiller
Sit Febergys med saadant Slikkeri,
Og hopper fort — men det er snart forbi;
Vi staae ved Gadens Ende;
Paa Hjørnet kan vi kjende
Som Tidens Billed, mutationum mater,
Komedie Placater.
Hver Dag man spiller,
Der vexle sært Tragedier og muntre Vaudeviller.
— Nu staae vi her, i Kjole eller Trøie,
Det store Ny-Torv ligger for vort Øie.
Vi see Theatret vel, men vide ikke
Hvad vore Blikke
Skal bag det store, dunkle Forhæng skue
I magisk Lue.
Vi grunde — — ak! kun kort er her vort Stade;
Et Skridt — og saa — Farvel vor Østergade!