H.C. Andersen (1805–75)

Før jeg med Blæk Papiret vil bemale,

En lille Tale:

Troer, Læser, Du paa Aander, eller ei?

— ”Nei!!!” —

Det klang lidt negativt, dog lad saa være,

Hør videre, og svar mig saa, min Kjære!

— Naar Du har Ærter spiist, saa mange som Du vil,

Tør Du da nægte, der er Ærter til?

Naar i Din egen Krop en Aand logerer,

Den existerer?

Hver Adams Søn en saadan føle vil,

Og altsaa, seer man, der er Aander til;

Er mit Beviis Dig ikke klart, min Kjære,

Læs Swedenborg — dog lad det heller være! —

— De fleste Aander, som paa Jord har hjemme,

Er’ slemme;

Blandt Andet opfandt deres Præ-Genie

Tallotterie;

Snørliv for Damer og for Officerer,

Som fælt generer.

En saadan Djævel eller lille Nisse

Tilvisse

Var Slangen som, paa Fransk, i Paradiis

Til Eva sagde: ”spiis Madame, spiis!”

— Dog, lad mig ei for vidt fra Terten springe,

Men paa Papiret mine Qvaler bringe,

Med Pennen af den dræbte Gaases Vinge.

— Orest, forfulgt af Helvedes Chariter

Og Aphroditer,

Selv Don Juan i Flammer

Er Børne-Leeg mod min ukjendte Jammer;

Thi viid, saalangt min Tanke naaer tilbage,

Ak! alle Dage

Seer jeg en lille Djævel mig ledsage;

Han lever i mig, om mig, allevegne,

Dog kan jeg ei hans Skikkelse betegne,

Skjøndt vaagen og i Drømme, hver en Time

Han gjør at jeg maa — rime. —

Ved Dødsfald tidt,

Jeg seer han ogsaa plager Andre lidt,

Hvorfor om Aaret

Han har sit Visse paa Aviscontoiret,

Men skjøndt af mig han aldrig noget fik,

Holdt han dog Stik.

— I Skolen selv ved Typto og Amara,

Jeg følte ham i mine Lemmer fare,

Selv ved Examen — disse Farens Dage —

Han turde plage,

Skjøndt midt om Natten Badens Grammatik

Mig skræmmed’ med sit Robespjerre-Blik.

Liig hiin — — (ja Navnet har jeg glemt

Og det er slemt,

Men i Horatses Breve kan det findes,

Saa vidt jeg mindes),

Der hvad han rørte, Klæder, Vand og Muld,

Forvandlede til Guld,

Saa gaaer det mig: hvorhen jeg end mig vender

Med Vers det ender;

Derfor man skjænder,

Og raaber til mig vredt, i hver en Time:

”Lad vær’ at rime!”

Ja, Herre Gud! just det jeg vilde gjerne,

Men jeg er født ved en usalig Stjerne.

Bedrøvet,

Naar dit og dat er røvet,

Jeg skrive maa en Elegie med Jamber,

Og er jeg glad — det bliver Dithyramber.

O, hvis jeg dog min Djævel undflye kunde!

Men selv ei Døden vil han mig forunde:

Nys vilde jeg i Peblingsøen blunde,

Smukt paa Papiret stod min Svane-Sang;

Og alt jeg satte Fødderne i Gang,

Men som jeg nu, i Afstand, øiner Vandet,

Min Djævel sender mig en Ven fra Landet.

Der blev nu talt om — Ingenting, med Mere;

Jeg vil ei repetere

Den lange Snak, da der var Intet i,

Tilsidst kom Talen hen paa Poesie,

Da følte jeg en dyb veemodig Længsel,

At tage frem min Sang af Lommens Fængsel,

Og læse ham min Afskeds-Elegie,

Mens Folk paa Veien gik os taus forbi;

Thi ærligt talt — for ei at sige Mere,

Jeg har den Feil med flere,

Og sikkerligt, den fra min Djævel kommer,

Har jeg et Vers i een af mine Lommer,

Da vee hver Ven, der kommer mig for Øie,

Han maa det døie! —

Saa gik det her — ja, knap var Verset endt

Før Tankerne var bort fra Peblingsøen vendt;

Jeg følte det saa sødt i denne Time,

At kunne rime.

Men nu forleden

Kom jeg igjen i Heden,

Da stod mig Runde-Taarn som Trøstens Kjæmpe,

Der kunde mig min Rime-Djævel dæmpe;

Jeg foer forbi smaae Huse og Pauluner,

Saae ei til Livets brogede Kattuner,

Uldstrømper, Sokker, Shawler, røde Baand,

Der hang paa høire, som paa venstre Haand.

Ei Reitzels Bogskab paa den brune Muur,

Thi Gaden var mig som et Fangebuur;

Nu følte jeg mig kold, nu atter varm,

Som jeg steeg op i Taarnets Snirkel-Tarm;

Men da jeg nu var kommen i det Høie,

Med Graad i Øie,

Hvo dadler da, om før det store Spring,

Jeg følte Lyst, at see mig lidt omkring?

— De brune Tage smiilte mig imøde

I Aftenrøde,

Og hist

En Skræder sad og sang paa Husets Qvist,

Og mens han syede paa Næstens Trøie,

Steeg Sang og Skorsteens Røg imod det Høie;

Paa Søen Skibe flok i hvide Frakker,

Og hist jeg skued’ Sveas gule Bakker.

Paa Ære

Jeg maatte være

Lidt mindre følsom end en Kampesteen,

Hvis ikke Følelserne, hver og een,

Var blevet

Rørt ved hvad nys jeg daarligt har beskrevet.

Jeg stirrede, jeg skrev, jeg stirred’ om igjen

Paa Tage, Stræder og paa Himmelen;

Vognlarmen bruste gjennem Byens Gader

Med lange catalaniske Roulader;

Snart paa Papiret jeg en Ode saae,

Hvoraf endnu jeg intet kan forstaae.

Jeg skrev og skrev — jeg hørte Sphærer klinge,

Men glemte reent at springe. —

Saa gik det da, saa vil det altid gaae,

En Rime-Djævel sagtens seire maa;

Ja, vorte der paa Marken Hat og Frakke,

Var Morgenrøden noget Spiseligt,

Jeg lod den hele, vide Verden snakke;

Men sligt

Et Eldorado ei man finder.

Dog, muligt alt, man paa mit Liiglagen spinder,

Det sidste Bret til Kisten færdigt staaer;

Gid da, naar Laaget over mig man slaaer,

Det blive maa med denne Indskrift siret:

”Han intet Ondt bedrev, kun klakkede Papiret.”