H.C. Andersen (1805–75)

Der er et Sted paa en af Danmarks Øer,

Et deiligt Sted, ret som en engelsk Park,

Rundt om sees store Skove, stille Søer,

Med Enge vexle Korn- og Kløver-Mark;

Og dog er her det Hele kun en Ramme

Omkring et Hjem, det elskte Bregentved,

Dets Arne har en høi, en hellig Flamme,

Et Moder-Hjerte fuldt af Kjærlighed.

Læs hendes Øie naar den Arme græder,

Der skeer i Verden Godt som Faa kun see,

Læs hendes Øie, der boer Moder-Glæder,

Hver tør betroe til hende af sin Vee!

Naturen her er smuk og rig at skue,

Men hendes Hjerte, det er rigt som den,

Fra det mod Gud sig hvælver Arkens Bue,

Der er Fortrøstning i at see derhen.

Hvert Aar, o Moder, Marken Rigdom sender

Til ham, hvis Hjerte Gud til dit har bragt,

En Rigdom større selv, end Du den kjender,

For ham i Børnene Du har nedlagt,

En himmelsk Sæd af Moder-Taarer dugget,

En Qvinde virker stille, men saa stort!

Gud, som har Verdner ved sit Hjerte vugget,

Dig glæde for det Gode, Du har gjort!