I
Held mig! Granada jeg seer,
Mindernes selsomme By!
Rom Du ligner deri,
her strax man føler sig hjemme.
Bjergene rundt om har Snee,
Himlen ikke en Sky.
Fra Alamedaen smukt
klinger Gitanaens Stemme,
Øinene blaae som i Nord,
Havfruens Skjønhed og Blik!
— Vandrer! er alt Du bedaaret?
II
Ja havblaae er hendes Øine,
men Haaret som Skovsneglens Skind;
Gjennem Øinene seer man
lige i Tankerne ind.
Hun er saa fast som en Drue,
Munden et Væld med Kys,
Om Tonedybet derinde
havde en Drøm jeg nys;
Over os glødende Æbler
i hvert Granattræ hang; —
En salomonisk Høisang
Hjertet om Sulamith sang.
III
I Granada er det Maaneskin,
saa klart, at Hver man kjender,
Dog Vægteren gaaer med Lygte,
og Lyset i Lygten brænder.
Hvad søger han efter? Han søger
vel Solen, der skal staae op.
Imellem Bladenes Bolstrer
en Drømmeverden er lagt;
Du Rose, bliv mit Alhambra,
med hende jeg boer i din Pragt,
Og vi ere unge —! imorgen
da falder hvert Rosenblad.
Vær Du min Erindring, skrinlagt
i dette smuldrende Qvad.
IV
Jeg leve vil i Granada,
der Phantasus reiste sit Slot;
Men nede i Malaga grav mig
en Grav ved Havet saa blaat,
Saa udstrakt, svulmende herligt;
høit synger den rullende Sø.
I Norden jeg skar i en Græstørv
mit Navn paa den danske Ø,
Snart voxer Græsset derover,
alle Minderne døe!