Bag Kirken med det høie Spiir
I Murens Ly en Grav sig hæver,
Af Faa kun ændset — al dens Ziir
Er Blomsten, som paa Stilken bæver.
Den fik ei noget Monument,
Af snildrig Haand i Stenen hugget,
Som siger dig, hvo der har endt;
Men Taarer flød, da den blev lukket.
Thi her i denne simple Grav
En trofast, øm og kjærlig Qvinde
Blev lagt til Ro; en Vandringsstav,
I Stormen brudt, den gjemmer inde.
Den Haand, der engang Staven holdt,
I Gravens Dyb længst Støv er vorden,
Og Hjertet længst er blevet koldt,
Der engang slog saa varmt paa Jorden.
Dog lever end blandt dem, der saae
Og hende her at kjende lærte,
Mangt Vidne til, hvad Skat der laae
I dette rige Qvindehjerte.
Naar Solen sank, vel stundom gik
Til Graven En og Anden sagte,
Som husked hendes milde Blik
Og Gaven, hendes Haand dem rakte.
Hist kneiser i den vilde Sø,
Liig Falken, der har seet sit Bytte,
I høie Nord en sneehvid Ø —
Der staaer end hendes Faders Hytte.
Der var engang om Kind hun prud,
Og sorgløs, og saa reen i Sinde,
Som Gravens unge Rosenskud,
Der bøier sig for disse Vinde.
Der hun blandt Tuens Blomster sprang,
Der lytted hun til Fossens Tale
Og Svanens underlige Sang,
Som gjenlød trindt i Fjeld og Dale.
Der hørte hun paa gamle Qvad
Og Sagn fra længst henrundne Dage.
Men hvad hun hørte, siden sad
Trofast i hendes Sjæl tilbage.
Og siden mangen Gang man saae,
I hendes Stue, naar det qvælded,
At alle hendes kjære Smaa
Sig lyttende til hende hælded.
Da aabned hun for dem sin Barm
Og viste dem sin Barndoms Drømme —
Med Barnehoved under Arm
Hun seiled ud paa Mindets Strømme. —
Ak, tidligt saae hun Livets Høst!
Men ingen Sorg, der hende rammed,
Fik slukt den Ild i hendes Bryst,
Som engang der til Lue flammed.
Hun skued freidigt til sin Gud,
Der førte hende mange Veie,
Og haabed end, som Dødens Brud,
At faae hans Herlighed i Eie.
Den fik du, i din stille Bo!
Blidt Orglets Tone til mig bruser:
„Du, som har elsket hende, troe,
At Lysets Hvælving hende huser!“
Og Rosen, Gravens Monument,
Som, taaredøbt, har Væxten vundet,
Den hvisker: „Hun har trolig tjent
Og nu hos Herren Hvilen fundet!“