Dagen hælded, Solen smiler
Længer ei bag Høiens Karm.
Tyst i Vester Havet hviler,
Favnet tæt af Skyggens Arm,
Egnen er saa taus og stille,
Ilden paa hver Arne slukt;
Til sin Bo, den skjulte, lille,
Styrer mødig Fugl sin Flugt.
Hør, de milde Aftenvinde
Suse om det dunkle Krat.
See, hvor Stjernen Guld kan spinde
Ind i Skovens dybe Nat.
Ingen Orm sig snoer i Støvet,
Som dens Straaler ei kan naae;
Ingen Knop blev født bag Løvet,
Som ei Himlens Øie saae.
Svalende trindt Duggen drysser
Perler ned paa Blomster smaa.
Veed du vel, hvorfor den kysser
Alle disse vege Straae?
Den har hørt dem lønligt græde,
Da din Fod dem havde traadt;
Hvad du synded mod de Spæde,
Vil den atter gjøre godt.
Frem nu gaaer den fulde Maane
Midt i denne Perlerad,
Skov og Sø og Marker blaane
I det blege Straalebad.
Kilden risler, Vinden fanger
Bøgeblad og Lindeblad.
Hvilken lille herlig Sanger
I den ranke Poppel sad!
Hjerte, lær af denne stille
Aften i den stille Dal!
Lær af denne muntre Kilde!
Lær af denne Nattergal!
Hør, hvor freidige, hvor unge
Toner rummes kan i den!
Fugl, du fik en liflig Tunge,
Du sang Hjertet ungt igjen!