Med korte, mørke Dage
nu Efteraaret led;
helt let og hurtigt tyktes
de to, at Tiden gled —
det voldte, at i Fællig
de nu for Brødet sled.
Der maatte slides dygtigt,
om godt det skulde gaa,
at Banken kunde Renter
og Enken Aftægt faa;
det maatte tages nøje,
om rundt det skulde naa.
De fik Kartoffelavlen
i Tide bragt i Hus
og kulet ned de halve
i Brinkens tørre Grus;
med blaaliggrønne Blade
laa Rugen alt i Krus.
Og da saa Sneen hvidned
og Frosten Jorden bandt,
da karted Søren Tejer,
mens An Mari hun spandt;
helt lempeligt de tyktes,
den haarde Vinter svandt.
De fulgtes alle Vegne,
i Stue, Stald og Lo,
gik de en Gang til Kirke,
saa gik de begge to;
alene hjemme havde
ej nogen af dem Ro.
Blandt Folk det blev et Mundheld,
som hørtes her og der:
„naar en man ser, saa ved man,
at Magen til er nær
— som Brokken og hans Kone
paa deres Mørkningsfærd.”
Men da de første Ærter
i Marts han skulde saa,
ej mer som før hun magted
en Omfærd med at gaa,
men sad i Læ ved Diget
imens og saa derpaa.
Og alt som Tiden længer
mod Smertesstunden led
og ej hun mere orked
i Udderlodden ned,
da blev ham i det samme
saa lang hver Halvdags Bed.
Hun længtes efter Stunden,
og Fryd og Haab og Frygt
i hendes Hjærte skifted
uroligt, febersygt —
men, kom han hjem af Marken,
hun smilte glad og trygt.