Det regnede ned gennem Taagen,
imellem blæste det koldt,
en Fredag, over Mikkelsdagstid,
da deres Bryllup blev holdt.
De havde stridt en langvarig Strid
for at faa det holdt i Stilhed,
men Jørgen Holm havde bandet paa,
naar han skulde gøre Gildet,
saa skulde det staa efter gammel Skik
og mange Folk bydes sammen;
der maatte ej mangle til nogen Kant
paa Mad og Drikke, Dans og Musik,
for hvis de nogen Slags Fejler fandt,
hvem maatte saa tage Skammen.
Saa kørte de da til Kirken;
Rækken var elleve Vogne lang
og fra den forreste lystigt klang
Fløjter og Klarinetter og Horn;
alle Heste, i nypudset Tøj,
muntert efter Musiken sprang,
og langs ad hele Rækken der lød
Latter og Snak i forvirret Støj;
det dæmped ej Glæden det mindste Korn,
at Vandet fra paraplyerne flød,
at det vaade Sand fra Hjulene stænkte
— paa saadan Smaating slet ingen tænkte.
Ved Hushjørnet stod en pige
og saa efter Brudetoget,
der bugted sig frem over Marken graa
ad Vejen, usynlig kroget.
Det var kun Lise, det sølle Krøvl,
der stod saa længe der ude og saa
hen efter Skaren, til hele Rækken
forsvandt i Hulvejen, ned imod Bækken.
Imens de andre i Køkkenet firmed
med Kogen og Stegen og meget andet,
stod hun endnu derude og saa
hvordan ad Brinken, nede fra Dalen,
Hestene stred sig op gennem Sandet,
og ovenfor, paa den anden Side,
igen slog i med det lystige Trav,
hvor det skred, ind over Fladen den vide,
og blev efterhaanden saa fjærnt og smaat,
og saa blev henne, langt ude i Heden,
som smaa bitte prikker, graat i graat.
Hun tørred med Forklædet hen over Øjet,
som vilde hun viske noget bort;
— det var vel ellers en retten Skam,
at hun alene var ufornøjet;
men det var nu ligegodt haardt
saadan at staa, saa enlig, og vide:
en var tilovers imellem de glade
og mellem de travle, til hver sin Side;
saadan at staa og se dem drage
lystigt afsted paa Gildesfærden
og saa at vide,
at altid en skulde staa enlig tilbage,
altid være enlig i verden.
For saadan en sølle Stakkel som hun
var der jo ingen, der godt kunde lide,
og naar de sagde det, var det jo kun
af Ynk — eller ogsaa — hvem kunde vide —
for at faa Klør i Faderens Penge.
For Penge — for dem kunde meget købes;
ha, ha! hun kunde jo købt sig en Mand,
en fuldbesat Gaard — et færdigt Hjem
med Klæder i Kister og Dyner i Senge;
hun kunde jo købe sig lige frem
til den hellige, glade Ægtestand!
Aa! det var noget godt Tosseri;
sin pukkel, den beholdt hun endda,
fra den kunde pengene aldrig fri —
Og havde hun faaet en skikkelig Mand,
godsindet nok til uden at klage
at slæbe Livet igennem med hende —
alle de møjsomme, daglige Dage —
det kunde maaske endda gaaet an.
Men nu havde den Forhaabning Ende;
for, siden hun havde set, hvordan
et Par som Søren og An Mari
holdt sammen, mer end det vel kunde siges,
tyktes hun, det havde tabt sin Værdi,
det her med saadan saa jævnt at forliges.
Naa, at klage var aldrig til Gavn,
og til det værste skulde der nogen —
hun matte vel ogsaa nok kunde bære
baade sin pukkel og alt sit Savn;
og kunde hun ikke — saa fik det at være.
Hun rev sig fra Tankerne løs med et
og gned saa Graaden af Øjekrogen —
det var nok det bedste, nu hun fik set
derover til Sørens, før det blev silde;
hun havde jo lovet at sørge for Kræet
i Dag, mens de andre var henne til Gilde.
Tværs over Agrene bare og vaade
hinkede hun besværligt afsted;
hun standsede lidt, da hun Diget naa’de,
for at tage Pusten og for at faa med
lidt grønt til Stuen. En Haandfuld Kviste
med blanke, brunligt anløbne Blade;
Blomster, dem var der ingen af,
de var jo visnet forlængst, de sidste,
kun en Dusk Frøhuse, haarde og flade,
raslede øverst i Urtekosten;
men, ligesom hun vilde kaste dem hen,
der kom som et Smil i hendes Øje,
hun stak den ind mellem Løvet igen:
„Det er da en Blomst, der kan taale Frosten,
og saa — hvem ved, hvor alt sig kan føje —
kanske ad Foraar, naar alting sig fryder
ved at det agter Sydøsten suse,
kanske da en lysgrøn Spire der skyder
fra en af de her forvisnede Huse,
kanske der imellem sidder et Frø,
der frem af Skallen til Foraar bryder,
som ej med alle de andre skal dø.”
Hun hørte det dryne, det sølle Kræ,
det tyktes nok ikke, det gik saa rigtigt
i Dag, som det ellers altid plejed.
Sin Urtekost lagde hun først forsigtigt
i Hjørnet ved husmuren ind i Læ
og fik saa lidt Halm i Krybberne lagt.
Men Stalden var hverken mogt eller fejet,
— til Baaren helt mistrøstig hun keg;
den var jo langt over hendes Magt,
saa hun maatte roligt lade det ligge.
Og Høet kunde hun ikke naa;
for Stige til Ladet faildtes der ikke.
Saa gav hun dem hver et Havreneg;
de skulde da nødig halvsulten staa,
og tog saa til at slæbe med Vand;
hun magtede kun en halvfuld Spand,
og som de endda kunde drikke.
Tilsidst hun gav dem endnu en Gjav Halm;
nu kunde de vel for i Dag være nøjet.
Hun tørrede Panden — hvor Stalden var kvalm;
besværligt og tungt hendes Hjærte slog,
imens hun en Stund sin Aande tog,
træt over Kanten af Halvdøren bøjet.
Saa samled hun op sin Urtekost,
saa snart hendes Hjertebanken var stillet;
et Halmstraa, forvildet derind af Blæsten
imellem Bladene ud hun pilled;
der faldt et Par, men naar da blot Resten
sad fast, saa kunde det være det samme.
Døren var hverken laast eller stængt;
i al deres Travlhed, i al deres Glæde
paa saadan Smaating havde ingen tænkt.
Over Endebænken, husbondens Sæde,
der bang Lars Sørensens Jordevers,
af Degnen prentet, i Glas og Ramme;
der fæstede hun med megen Besvær
sin Urtekost, for de stive Kviste
de vilde stritte paa kryds og tværs,
og da hun var færdig, havde hun nær
igen taget hele Stadsen bort;
for med de efteraarsmørke Blade,
tyktes hun, blev den saa grim og sort
mod Væggens lysblaamalede Flade.
Og, omkring Versene, Degnens Krans
af Roser røde og Palmer grønne
og sære Snøller i broget Glans —
der kom hendes Kviste jo rent tilkort,
hun tyktes dog før, de var retten kønne.
Alen ligegodt kunde hun ikke nænne
at pille dem ned fra Væggen igen;
de sad der da heller ingen til Skade.
Saa satte hun sig, ved den nederste Ende
af Bordet, indenfor Døren hen
og sad og saa paa de sorte Blade,
der ned over Væggens skinnende blaa
bredte saa skumringsdæmpet en Skygge,
hun vidste knap selv, hvad hun tænkte paa
Hovedet sank imod Bordet ned,
og, mens de trætte Øjne faldt i,
underlig brogede Drømme gled
i jagende Hvirvel hende forbi —
om noget, der spired i sollys Lykke,
om noget, der visned i haabløs Higen
Og atter hun tyktes, hun gik i Stalden
og hørte Kræets drynende Kalden
og ledte, som før, forgæves om Stigen.
I Plasningen Gildefolkene vendte
omsider fra Kirkefærden tilbage.
De unge Karle fra Vognene spændte,
fik Hestene vandet og givet et Foer,
og snart derefter om Bord ved Bord
det første Hold lod sig Maden smage.
Og Søren og An Mari de sad
og vidste knap, hvor de skulde sig vende,
mens Degnen læste sit Bryllupskvad;
de tyktes, det vilde aldrig faa Ende.
Og der blev drukket, og der blev spist,
og Pigerne firmed blandt Bordene om
og fyldte hver Del før endnu den blev tom.
Og der blev snakket, daarligt og vist;
de gamle begyndte Piben at tænde,
alt eftersom de havde spist sig mætte,
og hen mod et Vindve, der stod paa Klem,
der drev med den varme, fugtige Em
Tobaksrøgens Strimer langelig tætte.
Det kneb for Søren og An Mari
at holde Gildestummelen ud;
men det var jo dem, der var Brudgom og Brud,
saa de maatte gøre gode Miner.
De ønsked, at Gildet var vel forbi,
de ønsked sig ud i den regnfriske Vind,
der stundom strøg ad Vinduet ind
og viftede med de Sirtses Gardiner.
Og Latteren runged, og Mudderen steg,
til Degnen omsider fra Borde læste;
det første Hold deres pladser veg,
og Bænken fyldtes rask med det næste.
Ad Gaarddøren ud de to sig sneg
uændset af Forstuens tætte Stime;
i Ro for sig selv de vilde nu have
blot en eneste fredelig Time.
Det var saa mørkt, at næppe de lave
Mønninger kunde kiges mod Himlen,
det drev med Røg, det var koldt og raat,
men ak, hvor alligevel der var godt
der ude, borte fra Gildestimlen.
De stræbte tavst gennem Mørket frem,
det var retten godt, at Vejen de kendte;
— de tog dem ej mange Minuter, før
forpustet de stod i den lave Dør,
Døren til deres Fremtidshjem —.
Men da de kom ind og Søren tændte
saa hurtigt, han kunde, Petroleumslampen,
det første, som hendes Øjne faldt paa,
var Else, paa Bænken indenfor Døren.
Den sølle Ryg var bøjet forover,
og Hovedet tungt imod Skiven laa.
„Bevar os vel! har hun faaet Krampen!”
Men Søren hvisked: „Vær Du kun rolig,
hun fejler intet; hun sidder og sover.”
En gammel Avis han stilled til Skygge,
at ej hun væktes af Lampeskæret;
saa sad de da, overfor hinanden
en Stund og snakked stille, fortrolig,
som var den gammel og kendt, deres Lykke,
som havde den aldrig brust over Randen,
men jævnt og tyst var til Klarhed gæret.
Men længe stiltes ej An Mari:
„Nu maa vi nok til de andre derover,
for Timen er vistnok mer end forbi.”
„Hvad jager det vel? — her er jo saa godt,
han saa sig fornøjet i Stuen rundt,
„og Else sidder saa roligt og sover.
Men hvad er det her — nej se nu blot,
hvordan hun har pyntet, saadan et Bundt
af friske Kviste derude fra Diget;
det var da rigtignok kønt af hende. —
Det Bundt Kviste derude fra Diget,
aa, hvor det drager mig stærkt til Minde,
hvor vi har længtes, hvor vi har higet!
Hvad siger Du? er de ikke friske —
slet ingen Blomster, kun tørre Frø,”
han glemte rent, at han skulde hviske,
„i Frøene, Du, er Livsenskraften,
gemt under Skallen tør og haard;
den maatte jo ellers om Vinteren dø.
Men naar det saa igen bliver Vaar,
da vaagner Grøden, da stiger Saften,
og da, naar Sydøsten lufter lunt,
saa alt i dens Mildhed sig retten fryder,
af saadan et Frø, saa tørt og brunt,
en bette Korn lysgrøn Spire der skyder.”
De rakte til Else, de sidste Ord,
da blev hun pludselig ganske vaagen;
et Øjeblik hun fortumlet stirred —
— — gennem Døren ud hun for
og slog den i, saa Ruderne klirred,
afsted! derud i Mørket og Taagen.
Forbauset de to til hinanden saa —
hvad havde Else nu taget ved,
det var jo, som om det aldrig var hende,
saadan som hun endda fløj afsted,
hun gik jo ellers altid saa sind’e.
Saa slukked de Lampen og famled sig ud;
de maatte tilbage til Gildehuset;
sor det var jo dem, der var Brudgom og Brud.
Og der blev drukket, og der blev danset
den lange Oktobernat til Ende,
mens om hvert Hushjørne Vinden sused —
men der var aldrig en Kat, der sansed,
at de havde saadan været henne.