Det er saa mørkt gennem Skoven,
jeg kører mest som i Blinde;
hvis ikke man havde det svage Skær
foroven mellem de sorte Træer,
var Vejen knap til at finde.
Og Luften er tung og fugtig,
saa knap man kan trække Vejret;
det er, som man sugede Mørket ind
— den sorte Tomhed, saa tung og lind —
jo længer jo mer besværet.
Jeg træder tungt paa Pedalen,
og Kæden knirker og knaser;
det svapper dødt i det vaade Sand,
det sjapper fedt gennem Snavs og Vand,
og langsomt fremad jeg maser.
Da lysner det — Skoven tyndes,
og Skoven viger tilbage;
nu kan jeg dog skimte de vaade Spor
og se en lille Stump Dagsskær i Nord
bag Skyer, der lavt hen drage.
Og Træerne langs med Vejen
faar Liv og Menneskeformer — —
en Vildmand, der løfter Kniplen til Slag, —
en skrutrygget Heks med struttende Bag,
som lystigt ad Bloksbjærg stormer.
En ædelig Ridderfrue,
der vandrer ærbart til Messe —
en koldbøttevendende Polichinel —
en Høster — nej, Knokkelmanden, ham selv,
i Færd med Leen at hvæsse!
Saa svinger jeg ad en Bivej,
i kendte Bugter den slynger;
det skrider saa let ad den jævne Sti,
det lysner, thi snart er Natten forbi,
og Morgenlærkerne synger.