I
Et Fuglepip i Vejens Hegn.
Jeg standser mine Skridt.
Men Fuglen tier. Alting tier.
Alt er graat og blidt.
Et Fuglepip og ikke mer,
saa ubevidst det lød
saa skjult som Barnet rører sig
ufødt i Moders Skød.
Et Kny af Foraarstidens Kor,
men bi, du skingre Vaar,
jeg lytter til en anden Røst
paa Vejen, hvor jeg gaar, —
jeg lytter mig i Vinden bort,
jeg kan mig ej befri
for denne moderlige Lyd,
der bølger mig forbi, —
jeg kan det ej, jeg vil det ej,
thi det er mer’ end Lyst
at lytte i den mørke Luft
til denne mørke Røst.
Vent, o mit Foraar, end en Stund,
omend din Sang er sød,
og lad mig bie paa mit Liv
i Vintrens Moderskød.
II
Farvel, du brede Landevej,
her gaar min kendte Sti,
og jeg er endnu mere glad
og endnu mere fri.
Halvnøgent staar et Birketræ
og venter mig helt tro
og er mit ganske sikre Tegn,
at her er Roen Ro.
Jeg staar med Brystet mod dets Bryst,
og hvad jeg har forødt,
det faar jeg nu tifold igen,
o Birketræ, vel mødt.
O Birketræ, saa tyst og tro,
hvad paa min travle Færd
jeg søgte, hvor de kloge bor,
det giver du mig her.
III
Farvel Alverdens Landevej,
saa magelig og bred,
her skilles vi, her gaar min Sti,
hvis Fryd du ikke véd.
Den løber som et lille Barn
fra alskens Folk og Færd,
den løber ud i Lyng og Grus
forbi det øde Kær, —
et Barn, der ser en Hare staa
tilmarks i Spring og Spænd,
og løber hist og løber her:
Hvor løb mon Haren hen?
Den løber som den arme Mø,
der mistede sin Ven
og kasted sig i Slettens Favn
og aldrig kom igen.
Den er et Barn, den er en Mø,
en ung og vildsom En,
der løb fra alskens Folk og Færd
og Landevejens Sten.
En Sti, der løber vildsomt hen,
et lille Trylleord,
som kun et Barn forstaar, og den,
der ingensteder bor.
IV
Og her, hvor Stien flagrer bort
til Ingenting og Alt,
her lægger jeg min Byrde ned
og retter min Gestalt.
Med Skuldren og med Ryggen fri
jeg trækker Vejret let,
men før jeg Byrden gaar forbi,
betragter jeg den ret:
Den frister som en dejlig Vin,
som Øjnes dulgte Spil.
Tag Øjnene, tag Vinen med,
tag Byrden, hvem der vil.
V
I Skumringslyset, graat og vart,
forgaar alt grelt og baardt.
En Skrigefugl saa helvedsvart
strøg gennnem Luften bort.
Og lukt er atter Luftens Graa,
naar Fugleskriget dør.
End tausere de Bakker staar
i Efteraarets Slør.
Og paa den sidste Bakkes Top,
i ganske sagte Brus
fra Resterne af Birkens Løv,
der løfter sig mit Hus.
Ind under Tagets mørke Straa
med gamle Øjnes Skær
en Rad af Ruder glimter stumt.
Her, raaber Hjertet. Her.
Fri er min Skulder, fri min Sjæl.
Jeg staar og lytter rundt
og ser mig om og svales dybt
i hvert et tyst Sekund.
Den vilde Due flyver op
fra Taget af min Vraa.
Her vil min Angst, her vil min Harm
hensmuldre og forgaa.
Og hør den mørke, tunge Lyd,
o det er Havets Bud.
Hvidt vifter Fyret som en Fugl,
der slaar sin Vinge ud.
VI
Og Nøglen skriger i sin Laas.
Saa ligger Stuen der.
Og Spejlet spør’ fra Stuens Dyb:
Hvem her. Hvad vil du her?
Den gamle Stue vender sig
imod mig, streng og stum,
og spør’ igen: Hvad vil du her,
hinsides Tid og Rum?
Fra Muren strømmer Kulde som
fra Døden og hans Stab.
Saa griber jeg om Ovnens Liv
og vrider op dens Gab, —
og stuver Ved og Tørveklump
og vissent Lyngris ind —
der puster gennem Gabet ud
en kold og øde Vind.
Den lille Ild, jeg sætter til,
maa først sagtmodigt gaa,
saa vaagner den, saa jager den
op ad et vissent Straa.
Saa hvisler det, saa buldrer det
i Ovnens bule Bryst.
Og Døden, den gaar baglæns ud,
og Stuen faar sin Røst.
Den løfter sig i lyse Raab,
den knistrer sammenbidt,
den hvisker ind i Tørvens Dyb:
Vaagn op, kom ud, kom frit!
Og ud af Gabet breder sig
en Lugt af Tørvens Krop,
o Tørverøg, en lukket Dør
til Dybderne sprang op!
Den Tørvetrevl, som tusind Aar
har husket paa sin Vaar,
i Ildens Favn, i Ildens Raab
den heftigt genopstaar.
En Sommerdag, som tusind Aar
har gemt, staar op igen
af Tørvens brune Mumiekrop.
Blaa bølger Varmen hen.
Stift rykkende af Græsset gaar
igen det stille Faar,
højt synger du, min Hyrdedreng
med langt og solhvidt Haar.
Blidt bølger Varmedisen hen,
blidt bøjes Græs og Straa.
O salig den, der i en Drøm
i Tørvens Indre laa.
Jeg stopper Ovnen fuld af Ved
og Somres gamle Skrud
og gerrigt skruer jeg den til,
at ej den raser ud.
VII
Min Bondeskov med Eners Vagt,
med Eg og Bøg og El,
med Espetræers Kravleflok
paa Hedebakkens Hæld, —
med øde Lyd af vissen Gren,
som Vinden kom og knak —
i Birkens ganske tynde Løv
den sidste sagte Snak — —
her ligger jeg, en Skriversjæl,
hver Lørdagaften sen
og hugger med min skarpe Øks’
i Tjørnens Rod og Gren —
med sledske Slyng og onde Torn,
med Snogens skjulte Magt
den lusker sig, den lister sig
om mine Eners Pragt —
i Hundredtal med sagte Fjed
den lured paa sit Held,
nu hugger jeg den paa dens Rod
hver sildig Lørdagskvæld —
jeg hugger, til den salte Sved
gør vaad min Hals, mit Haar,
befriet stryger Enen mig
om Kinden, hvor jeg staar.
Saa mangen Lørdagaften hug
jeg her i Tjørnens Rod,
til jeg med ét forundret saa,
at Mørket om mig stod —
saa standsede jeg Øksens Hug,
dèr hvor jeg laa paa Knæ,
højt oppe skinned Stjernen ned
igennem Busk og Træ.
VIII
Og ogsaa denne Aften hug
jeg Tjørnen af min Jord,
den bitre Duft af Enebær
ind i min Aande fo’r, —
den bitre Duft, den karske Duft,
imens igen, igen
min Økse sang i Skovens Ro,
og Timerne løb hen.
Og mens jeg hug, saa Sveden sprang,
var Stjernen kommen nær,
jeg laa en Stund og svaled mig
i Nattens Stjerneskær.
En dejlig Dug, en gylden Regn
faldt i det tomme Sind.
En Ravn forlængst var fløjet ud,
nu fløj en Stjerne ind.
En Skriversjæl, af Tanken træt,
har lagt sin Bog og Pen
den lille Tid, det Øjeblik,
da tusind Aar gaar hen.
IX
I Morgen vandrer han igen
mod Landevej og By,
og Skrigefuglen flyver sort
i Brystet ind paany, —
men naar den dybt i Brystets Nat
en dejlig Stjerne ser,
en liden Ild af Evighed,
saa skriger den ej mer.
O Stjerneskin, som modtog mig
paa denne Bakketop,
hvor jeg af Livets grumme Hav
en Kvæld blev skyllet op:
Hvorhen jeg ser, der staar et Lys,
en Hilsen, skøn og bleg.
En Stjerne faldt. Skrev du nu, Gud:
Bag Stjernerne er jeg.