En Drøm
Til en Digter.
Til en Digter.
Dagen helded et Efteraar,
det mørkned i Smug og Stræde,
Træet skjalv i sit tynde Haar,
og Regnen tog til at græde,
trist var Gade, trist var Sti,
triste de Blik, der strøg forbi,
Sukket gik i Verden.
Kulden sad mig i Sind og Krop,
da bød mig et Hus at standse,
stille stod jeg, en Dør sprang op,
men ingen der var at sanse,
Lys som fjerne Verdners Skin
hilste: Vandrer, gaa roligt ind,
kom og læg din Byrde.
Søjlerækkerne løb saa vidt,
løb langt ind i havblaa Dybder,
Stenen toned for Fodens Skridt,
som gik jeg paa Klangens Krypter,
Vinden kom i den bøje Hal,
dufted da alt af hvid Konval,
slank strøg den forbi mig.
Vinpokalen i Perleskær
var mig med ét i Haanden,
lille Skønhed, hvem bor vel her,
Krystalklangen toned: Aanden,
tonede længe, toned vidt,
Ekkoer svared dybt og blidt
fra de fjerne Bjerge.
Springvand risled med sagte Røst,
jeg stod ved dets Marmorkumme,
Springvand, hvad er vel Livets Lyst,
naar Lysten skal brat forstumme —?
Springvandsstraalernes Gudsgestalt
strømmede stille, steg og faldt,
tyst som Evigheden.
Springvandsstraalerne sagte sang:
mit Stænk skal i Støvet svinde,
Draaben gaar mod sin Undergang,
men Kilden skal evigt skinne.
Dyk dig ned i Kilden rig.
Kilden skal evindelig
spejle dine Drømme.
Draaber sprang i min hule Haand
som Kloder kildeklare,
som et funklende Perlebaand
de skinnende Kloder vare.
Spejled for mig Smil og Suk,
spejled Evighedens Dug,
før jeg maatte fare.