Hans Ahlmann (1881–1952)

Vaaren kom med sine Fløjt,

dybe fuglefromme,

men saa fjernt som aldrig før

hører jeg den komme,

hører den saa fjernt og kort,

naar den kommer, gaar jeg bort,

thi min Tid er omme.

Før blev jeg saa glad og ung

ved dens lyse Stemme,

nu er jeg saa træt og tung,

nu vil jeg kun glemme,

lad mig sove, slet mit Spor,

i den gode, grønne Jord

vil jeg bort mig gemme.

Nu blir Engen grøn og varm

i sit Gyldenstykke,

men før Jordens Moderarm

vil mig til sig trykke,

takker jeg, hvad skønt jeg véd,

først og sidst, min Kærlighed,

Tak for Hjertets Lykke!

Verden er saa graa og tom,

førend Hjertet længes,

Verdens Farve, da du kom,

blev de grønne Enges,

da fik Hjertet først sin Vaar.

Tak for de forsvundne Aarnu

da alting stænges.

Jeg er træt, og jeg maa gaa

mod det stille Fjerne,

Freden under Græs og Straa

under I mig gerne,

Far nu vel, min Kærlighed,

du, det bedste, som jeg véd

under Sol og Stjerne.