Birken og Solsorten
En Bryllupssang
En Bryllupssang
Vinden vifter, Birken slaar
solberuset ud sit Haar,
er saa pigeslank og klejn,
dufter af den sidste Regn,
føler sig saa fin og ny,
Søster til den hvide Sky,
rundt omkring den Rakler smuldre
fra de ganske unge Skuldre.
Birken følger Fuglens Flugt:
O, hvor Livet dog er smukt,
o, hvor er der dybt og højt
i min sorte Solsorts Fløjt,
af de hundred om min Gren,
hører jeg alene En —
jeg vil lytte, naar han kalder,
indtil mine Blade falder.
Vaaren kom med Sol og Vind,
Birken svajer ud og ind,
har saa fin og let en Rus
i sit grønne Silkebrus,
hører som i Døs og Drøm
Fuglens dybe Tonestrøm,
hvisker i de mindste Kviste:
o, min Solsort, om du vidste!
Solens Straaler gaar paa skraa,
Verden bliver skumringsblaa,
Horisonten rød og gul,
Mørket skjuler Træ og Fugl.
Alt er tyst. Kun Fuglens Fløjt
hulker dybt og jubler højt —
Stille glimter i det fjerne
Foraarsnattens første Stjerne.