Der sejler et Skib fra Danmark
med Ris og Kakao ombord
og Bønner og saltede Bove
og Mel af den danske Jord —
i Morgen sejler „Kong Haakon”
sin Fragt nedad Flensborg Fjord.
Det Skib, der sejler fra Danmark,
det har dog en større Last,
det Skib — det er hele Danmark,
fra Kølen til Fok og Mast,
det er Danmark selv, som vil knytte
det Baand, som forsmædelig brast.
Der sejler et Skib fra Danmark,
det bruser i Bæltets Vand,
Gallionsfiguren er Løver
og Hjerter, der staar i Brand, —
naar Skibet lægger til Kajen,
en Skikkelse springer i Land.
Den vandrer i Gader og Gyder,
som længst fik den danske Daab,
de Vandrendes Miner den tyder
og lytter til Hvisk og Raab,
og Skikkelsen smiler — og bæver,
thi den er det danske Haab.
Der sejler et Skib til Danmark —
naar Haabet springer i Land,
saa stimier de sammen i Spænding
og Frygt om „Kong Haakon”s Rand
og spørger med tusinde Munde:
„Hvad sagde den Flensborgmand?”
Vi spejder, vi lytter — vi aner,
at Flensborg er Fremtids Grund,
vé, vé, hvis med sænkede Faner
der kommer en Skuffelsens Stund —
o Haab, som i Flensborg vandrer,
?Kom hjem med et Smil om din Mund!=