Over Haver skinned
Solen kølig klar,
hvorhen jeg mig vendte,
fik jeg Sang til Svar,
hundred Fuglestruber
fra de dybe Gruber
Guld til Lyset bar.
Hver en Fugl tav stille,
da en enkelt Røst
sprang fra sorte Fjedre,
fra et heftigt Bryst —
af et vildt kaotisk
Dyb steg mørk, melodisk
Sang om Livets Lyst.
Luk, som blev du baaret,
dine Øjne i,
indvi dig til Aaret,
Vaaren gaar forbi,
lov at kue Klagen,
løft dig over Dagen,
gør din Vinge fri.
Gaa saa ud at vandre,
Digter ung og ør,
Livet kalder paa dig
gennem grønne Slør,
og i Hjertets Sluser
Solsortsangen bruser,
bruser til du dør.