Nu stryger salt en Søndenvind
henover de danske Øer,
fra Havets Blaa den blæser ind
i Bøgenes grønne Slør,
den stille danske Vinter
i Skær af Hyacinter
er sunket under Mulde,
nu smiler det danske Sind.
Det Smil i Aar er stærkt og stort,
ja større end før er set,
vort Sind var knægtet og forgjort,
til Underet nu er sket:
den sønderjydske Stemme
har lydt: „Nu er jeg hjemme!”
Vi gaar os selv imøde
ved Gensynets høje Port.
Og undes os i Ro at gro,
saa styrkes vel Ild og Id,
saa faar vi vel den større Tro,
der skaber den større Tid, —
der er i Sol og Væde
i Aar en gammel Glæde,
kom del den med os, Digter,
som skal mellem Danske bo.
Vort Land er jævnt, vor Eng er flad
men Havet har salte Sprøjt,
og Taarne stræber i vor Stad,
og Viljer kan flyve højt,
det høje og det jævne
har budt jer her til Stævne,
velkommen skal I være
i Foraarets Fuglefløjt.