Jo, I kender disse Aftner
i November, henad Jul,
naar i Vester Horisonten
bliver langsomt rød og gul,
og de sværtede Kaserner under Himlens første Stjerner,
under Skumringstimens Indtog gennem Stræder over Pladser
bliver mægtige Paladser.
Det var en af disse Aftner,
fuld af Drøm og luftig Pragt,
da jeg mærkede mig fangen
i Decemberfestens Magt,
hørte fjerne Stemmer skæmte, Instrumenter blive stemte,
foran Julens søde Aasyn skulde Øjet atter stedes,
og Ens Mor, hun skulde glædes.
I den dybe Skumringstime
gik jeg lykkelig og fri,
men hvad var det for et Væsen,
der med ét strøg mig forbi
som et Spøgelse i Strømmen — se da ramled hele Drømmen,
hendes Øjne saa slet intet, de var øde, tomme, sorte,
de var Haabløshedens Porte.
Og mit Blik blev ved at følge
dette Syn, til det forsvandt,
og nu huskede jeg atter,
hvem det var, jeg gik iblandt,
nu da Drømmene var fløjne, saa jeg mange øde Øjne,
og de store mørke Huse, mine fjerne blaa Paladser,
blev til graa og skumle Masser.
Jeg gik langsomt over Broen,
og jeg saa paa én og hver,
der sad Ar i disse Aasyn
efter Kummer og Besvær —
og jeg tænkte paa et Fængsel, der først knirker paa sit Hængsel,
naar en Stemme tyst har hvisket: Du er fri, og endt er Nøden!
Favn din Ven, se jeg er Døden.