Naar jeg drikker denne Vin, ser jeg Pinjer,
og det blaaner i Himlen som engang,
da jeg gik i et Land, hvor Landets Linjer
og Menneskebørnene sang,
de var Sønner og Døtre af Solen,
de var Sorgløshedens skinnende Frugt,
deres Sprog var som Ild og Zinnober
og som Ild og som Svaler i Flugt.
Jeg har ligget paa en Slette i det fjerne
ved en Kirke for den hellige Frans,
det var Nat, og der var Stjerne ved Stjerne
med en dyb, uforglemmelig Glans,
jeg kan sé dem skinne her i Mørket
som et Sølvskær, der over dig gaar,
jeg vil drikke denne Vin for de Stjerner,
der skinner i min Elskedes Haar.
— — —
Har du været i San Marco, naar de spilled’
under Kuplerne, og Korene sang,
jeg har ønsket — o nej hedt har jeg villet,
at vi hørte det sammen engang:
Du skal helt drive bort med Musiken,
og tænke, Musiken er mig,
saa jeg endelig, du stille, du mørke,
faar sagt dig, hvor jeg elsker dig.
— — —
Naar vi nærmer os Alpernes Højder,
bliver Hjertet saa underligt stort:
vi kan høre de paniske Fløjter
vi kan se gennem Livsglædens Port,
o der løber os i Blodet en Varme
af Solen og Solens Musik,
jeg vil slynge min Fløjte ud i Havet,
hvis Italien i Mørke forgik.