Aftenen kommer, og Træerne svulmer
i denne luftige By,
farvede Lygtelys straaler og ulmer,
Harlekin opstaar paany,
Paafuglen sank, og han steg af dens Aske,
og Columbine med Mime og Maske
drager ham, hvid som en Sky.
Paafuglen stiger med hemmelig Mine,
men mellem mørknende Træ’r
sværmer nu Kjolerne, lette og fine
ind i de skiftende Skær,
og i dig selv har en Harlekin sejret,
se Columbine, mangfoldig belejret,
viger og kommer dig nær.
Lyset og Skyggerne Verden forvandler,
og denne Verden er din,
Øjne som Mørke og tegnet som Mandler
maner dig: kom og bliv min!
Nuet er Herre, — o Nuet det dyre
skaber dig om til en klimprende Lyre,
hør nu de Rutschendes Hvin.
Lysene, Raabene, Mørket i Øjne,
Duften af Blomster og Haar!
Uger og Dage maa længst være fløjne,
siden i Dag og i Gaar —
Grubler, som fødtes paany, nu skal Tanken
glemmes for Blodets livsalige Banken
talløse tumlende Aar.
Aarevis blev du for Glæden besveget,
nu kan du lykkeligt lé,
i det kinesiske Taarn er du steget:
Venner, Veninder, o se!
Udregnen stiger fra Jorden og mødes
stille med Himlen — skal Luftriget fødes?
Alting i Aften kan ske.
Venner, engang var jeg gammel og Grubler,
nu er det endelig skét:
Glædernes Stad med de funklende Kupler
har jeg i Skumringen sét,
Gnister fra Ildregnen gløder og daler,
se jeg gaar ind gennem Glædens Portaler,
lysende som en Komét.
— — —
Pludselig kommer det — Lysene falmer,
Harlekin, Verden er graa,
Raadhusets Malme som Dommedagssalmer
drøned, og alt gik i Staa,
Drømmen i Øjnene, alting blev slukket,
Hjertet er vaagnet, har rejst sig, har sukket
Grubler, min Ven, lad os gaa.