Det stormed i Nat, og det pøste
i Spande, i Strømme,
i Morges stod Solen og løste
sig langsomt af hvidlige Drømme,
og havde det stormet og regnet,
saa blev det nu tyst som i Thule,
kun Bladene segned og segned,
afmægtige, gule.
Og Straaenes Dugperler minded
i Solen om Sole,
og Vildvinen gløded — det skinned’
af Purpur og Blod i dens Kjole,
og højt paa en Bakke drev Manden
sit Hestespand — højt over Gaarde,
saa guddomsbelyst, at en anden
fortabte sig saare.
Alt Jordens og alting foroven
var tændt af én Flamme,
det var, som om Manden bag Ploven
og Duggen var ét og det samme, —
saa stort kan kun Dagene skinne,
naar Somren omsider skal fare,
langt borte drev Skyer for Vinde,
som drømtes de bare.
Da Lyset begyndte at graane
i fattige Træer,
da steg denne dødsstille Maane
med Klipper og stivnede Bræer —
se Bladene falder og falder
og frister den trætte som Pude:
hvil — hvil, men bag Grenene kalder
og gløder min Rude.