I Solnedgangens Purpur tog stærke Klokker fat, —
Malmhvælvinger i Luften — men hør, nu tav de brat,
fjernt svarer andre Klokker: sov nu, sov nu, god Nat.
Et Bed af røde Blomster er mørknet violet,
de gamle gode Træer har suget Mørket tæt,
bagved staar Himlen sluknet og hemmelig forgrædt.
I Plænen bagved Kongen det glimter krokusblaat
og krokusgult, og Græsset af Aftendug er vaadt,
ad slidte Trapper gaar jeg op mod mit gule Slot.
Mit Slot — hvor har jeg ønsket og drømt, at det var mit,
højt højt jeg skulde stige og skue milevidt
og høre Hjertet banke omsider fuldt og frit.
Jeg gaar i Slottets Skygger, jeg vandrer som i Ly
af gamle rene Øjne, der spørger mod de ny,
forvirrede og hede dernede i min By, —
den By, som vi har taget med Suk og Smil i Arv,
og som vi elsker dybest — dens Taarne og dens Tarv,
den Malstrøm mellem Mure, som suged af vor Marv.
Mit Slot — hvor godt at stige og stige fra sit Savn,
hvor godt, hvor svalt at glemme hvert Blik og hvert et Navn„
alene bade Øjet i Himmelhavets Favn.
Dog aner jeg, en Aften en Røst vil lyde her:
Hvor er Du — hør vi kalder — din Glæde og Besvær,
da vil jeg søge Jorden og Menneskenes Færd
og hilse det, der jog mig op i det gule Slot,
og le, fordi jeg flygted fra Livet skønt og raat,
der skænked mig syv Himle og Lidelsens Skafot.
Min Glæde og min Kummer, kom sæt jer ved mit Bord,
lad Døren kun staa aaben mod Himlens Sølvermor,
som sorte Grene pryder med underlige Ord.
I kære kære Venner, jeg vaagned af et Hi,
bryd mig nu Brødet, Glæde — min Kummer, skænk mig i,
Du tavse Ven med Øjne af det, der er forbi, —
dit Aasyn, Du min Kummer, var ofte koldt og hvidt,
Gensynet denne Aften har gjort det klogt og blidt,
det Guld, Du mig har præget — hvad er vel mere mit?
Saa rig er denne Verden, se Mængden gaar forbi,
de Unges Øjne lyser forundrede deri,
i Mængdens hæse Tummel den stumme Melodi.
Snart er vi tre alene. Den store tause Nat
har tunge hvide Stjerner, Vaarvinden blæser mat.
Og Solsorttoner strømmer fra Søndermarkens Krat.