En stor og dejlig Fugl har lagt sig ved mit Bryst,
den kom en Aften med Oktobermørke,
der svøber Dagens graa, forpinte Tørke
i Silkesvøbet, i en Ham af Trøst, —
det var en Aften, en tungsindig Høst
en stor og dejlig Fugl fløj mod mit Bryst.
De sidste Blade for, ét efter ét, i raadvildt Jag,
jeg hørte Blæstens Suk og sagte Jamren,
mit eget Blod faldt i med Hug og Hamren
af Had og Harme mod den næste Dag, —
da Fuglehjertet tvang mit Hjertes Jag
til Ro med sine tunge, tunge Slag.
Du store, sorte Fugl — fra Aftenlandets Kyst
bar du i Vingerne en liflig Lindring,
en dunet Drøm, en fjern Erindring
om Skove, hvor en mørk fortrolig Røst
har fyldt mig — men hvornaar? — ak tabte Kyst! —
Det var en Aften, en tungsindig Høst
en stor og dejlig Fugl fløj mod mit Bryst.