Jeg flakked i Øst og i Vest,
men sov som et Barn ved Dit Bryst.
Du gik og Du kom uden Ord
og bar til dit rige Bord,
mens Tiden for Vandreren gled.
Og Stjernerne hented Du ned.
Det flimrende Aftenliv sang,
og Gnisterne tændtes og sprang
fra ilende Vogne og op
til Lygternes lysvaagne Top,
og Lyde, der hævded sig kry,
blev kvalte — og fødtes paany,
og skingrede hidsigt og vredt,
da stod Du der, Kære, med ét:
Du kom som i Himmelens Rum
en Stjerne, der hurtig og stum,
har ridset en lysende Rift
i Høsthimlens skælvende Skrift.
I Mylderets skiftende Lyn
Du strøg mig forbi som et Syn,
Jeg mærkede flygtigt din Haand
og fyldtes med Stjernernes Aand,
ak, førtes fra Kamp og Forlis
til Stjernernes ensomme Dis.
— — —
Du Menneskebarn, for hvis Fod
jeg knæled med brusende Blod:
Bag Øjnenes brændende Vaar
og bagved Dit Skovmørkehaar
jeg fandt dog, af Underet stum,
det tyste og funklende Rum.
Et Stjerneskud — lysende, kort —
forlængst strøg hun skyggelet bort,
men nu er den tumlende Strøm
en gaadefuld Gliden, en Drøm.
En Lysprocession gaar forbi,
og Sølvfløjter blæser deri.