Jeg ligger i min Sygeseng,
halvdøsende og ene,
men ved min Seng har En sat hen
en Skov af unge Grene.
Jeg drømmer, jeg har lagt mig ud
en Vaardag under Pile
og hører kolde Kilders Kluk,
og Skyer sér jeg ile.
Det bæver fint og kuldskært i
de ganske spæde Blade,
jeg savner kun et Fuglebryst,
en vaarforrykt Kaskade.
Men gennem Døs og Foraarsdrøm
jeg hører Laases Lirken
og over Dagligstuens Gulv
en let og hastig Knirken:
Da stryger der en Solsort ind
med Strubetoner sorte,
den store Vaar har jubelsprængt
de sidste tunge Porte.