— — Mens Dage gled, mens mangt er hændt,
den djukked som en Fugl i Krat,
nu fløj den af mit Instrument
helt sent en ensom Vinternat.
Og Skyer drev, mens Dagen led,
og Vind løb gennem Husmands Hæk,
og i mig selv, hvor før det sved,
der løb en vild og glemsom Bæk.
Det høje Græs stod grønt og blødt
og bøjed’ sig for Vinden mygt,
den gule Snerre dufted sødt,
og Klokker ringled mindesygt.
Og Himlen blaaned tungt, som laa
bag Blaanet der en Mur af Kul,
de Oxer aad og aad og saa
med Øjne som et Mosehul.
Min Vej løb stundom gennem Lund,
og Stier førte mig i Slyng
fra Rugens Tavl til Bakkens Rund
og ind i Ensomhed og Lyng, —
og her, paa Ryggen, jubelør
af Solen, der blev ved og ved,
sank jeg i Søvn som En, der dør
af altfor megen Salighed.
* * *
Jeg vaagned op, da Aftnen kom
og snøred atter Randslen paa,
stod op og saa mig nøje om,
før langsomt jeg tog paa at gaa.
Hvor var den Himmelrand dog gul,
hvor mørk Profilen af den Høj,
hvor dunet lydløs denne Fugl,
der sort igennem Luften fløj.
Jeg standsed — gik — og stod fortabt
i Mulm og dette gule Skær,
hvor røde Spyd, af Skyer skabt,
stod frem fra en usynlig Hær, —
og Vinden kom, den lune Nat
brød ud i luftig Larm og Lyd,
og i mig selv tog Vinden fat,
min Mund løb fuld af dæmpet Fryd.
Hvem var jeg —? I det mørke Land
gik pludselig en Angst istaa,
tilbage blev en Vandringsmand
med Nattens Trolddomskappe paa.
* * *
Saa tyst. Hvem kunde her sig skyndt,
saa mangt et Hus staar slukt og sky,
faldt der med ét en klinger Mønt,
det klingred i den hele By.
Kun fra et Værtshus dæmpet Bavl,
en Trætte ved et søvnigt Spil,
men dér — et Lys i denne Gavl
og røde Forhæng trukket til, —
og jeg, der altid drak som Vin
den Lyst at se i Gavl en Glug,
højt oppe, med et rødt Gardin,
jeg vidste straks, at hun var smuk,
var stængelslank og uerfar’n,
med store Øjnes Drøm — og bleg
og blond som et Legendebarn,
saa længselsfuld. Og her var jeg.
Gaa vidre, Nar — du var, ej sandt,
dog henrykt, naar de Snører brast,
og Jernbaand smedes let af Tant,
og Elskov holder Foden fast, —
gaa vidre, Nar, og knyt et Vers
og lov, at hvor end paa din Vej
et Kvindesmil er Dig paatværs,
der fly’r Du — slaa et Kors for Dig.
Saaledes fabled jeg, o Gud!
Tit bidt man væbner sig mod Snog,
saa mange Aar løb siden ud,
og mangt et Kors omsonst jeg slog.
* * *
Domkirkepladsen fandt jeg snart,
to Taarne op mod Stjerner gik,
en Raadhusgavl stod smukt og klart,
et fornemt Stykke Sen-Gothik,
der om en sirlig Tid bar Bud,
om strengt haandhævet Sæd og Skik — —
da sprang af aabne Vinduer ud
en klingrende Klavermusik,
en Schumann-Lied, en Sommersang
om hvide Sky’r og grøn Natur,
det var min egen Vandringsgang,
sat i Musik af En, der du’r, —
Da pusted atter Vind i Straa,
den sorte Jord tog Bækkens Kys,
fra Himmelhavnen, dyb og blaa,
stod hvide Skyers Sejl tilsøs, —
og atter stilned Solens Brand,
den fjerne Horisont blev gul,
alene over stilnet Land
fløj atter, sort, en lydløs Fugl.
— — —
Musiken tav — jeg stod og lo,
lo dybt — hvor er det godt at le!
Omsider gik jeg, fandt en Kro,
aad som en Tærsker, sov for tre.