Det lufter over Byen, en fin og lunken Vind,
det glimter under Himlen uden Grænse,
og hvide Skyer driver i Stjernespillet ind —
det er Aftentid ved Arno i Firenze.
Der er ingen paa Terrassen — kun en svag og sløret Glans
kommer listende fra Lygter paa Lungarno,
et Par sukkende Akkorder og en spinkel Tremulans
stiger op og fortaber sig i Arno.
Og en Duft af gule Roser — en mørk, usynlig Magt
har lagt sig om mit Hoved som to Hænder,
har spurgt som store Øjne, bedrøvede — har rakt
mine Læber to Læber, som jeg kender.
Det glimter højt af Stjerner, det bruser fra en Flod,
og Rosenduften vælder uden Grænse, —
ak Mona, denne Aften er Blodet af dit Blod,
Dig er det, jeg har mødt i Firenze.