Carlyle
(Til Whistlers Portræt af Carlyle.)
(Til Whistlers Portræt af Carlyle.)
Carlyle, du strenge Mester, saa er jeg atter her,
landflygtig og besejret i Livets hede Færd,
Carlyle, du strenge Mester, jeg er dig atter nær.
Din Mund er stille stivnet, — mon aldrig den har lét, —
du Livets barske Elsker, hvad Under er der skét,
hvad er det, dine Øjne i det Fjerne har set, —
er det en By, der brænder, hvis Sten du selv har lagt,
er det en Skaal af Skæbnen, den sidste den har rakt,
Carlyle, er det da Døden, din strenge Mund har smagt.
Du foraarsnære Vinter, som blæste i min Aand,
en Blæst, dér for uskaansomt mod Avner og Spaan,-
her søger jeg, landflygtig, din knokkelstærke Haand,-
til jeg en Nat blir vækket og vaagen ved et Smil
der dirrer i det Fjerne som Morgner i April, —
saa vandrer jeg fra Natten og din skyggede Profil.
Dog kommer jeg en Aften trohjertet til din Stol,
skal aldrig mere gaa under Livets hede Sol, —
ak Egnene, hvor Hanen i Morgenrøden gol.
Carlyle, du strenge Mester, saa er jeg atter her,
for sidste Gang besejret i Livets hede Færd,
for sidste Gang befriet for Glædernes Besvær.
I Vester ligger trukket en smalnet Stribe Blod,
den muldne Skumringshimmel er mine Øjne god
besejret og befriet jeg hviler ved din Fod.