I
Se, det er Tiden, da Aksene falder,
lægger sig til Ro hos den trofaste Jord.
Lader og Loer paa Kernerne kalder,
Krageflokken skræpper i Plovjærnets Spor.
Dagslyset bliver saa bristende tyndt,
Aftnerne kommer saa dybe og. fulde.
Mørket, det svale, er tidligt begyndt,
manet af Marker og Mulde.
Foraarets Faner og blafrende Kærtegn,
Majløv og Sankthansbaalet vejredes hen,
Træerne bruser om Foraarets Jærtegn,
bruser og blir stille og bruser igen, —
men om den vaagnende Smerte og Harm
blidt om den bitre, vemodige Alvor
lægger sig troligt Forventningens Arm:
Vent kun et vinterligt Halvaar.
Smilet er vækket, det trøstige, tause,
spinder som et Slør om den sænkede Skat,
véd der skal gaa kun en blundende Pause,
før den bliver hævet af Vinter og Nat, —
hør da i Efteraarsnætternes Regn,
hør da, hvor Træet bruser Træerne i Møde:
Leende skal vi i Foraarets Tegn
genopstaa karsk fra de Døde.
Hører du, trist, blandt de blussende Rester,
stukket dybt af Mismodets ætsende Brod,
hører du Fløjten fra Vaarens Orkester,
giv da Livet Offer og lovsyng din Lod.
Hører du aldrig den Skala af Lys,
perlende Toner fra Gryet, fra Svøbet,
mærker du aldrig Forhaabningens Gys,
aldrig du fuldender Løbet.
Se, vi er Træer, der visner og løves,
visner hen og løves bestandigt igen,
glædes og grønnes og saare bedrøves,
vekslende, mens Tiden gaar susende hen, —
og om det Foraar end kommer engang,
da du ej mægter at bryde af Svøbet,
gør det da noget, naar — træt af din Gang —
kun du har fuldendet Løbet.
II
(Recitativ.)
1.
Der lever et Ord — det er grønt som en Vaar,
det er blankt som Dagen idag og igaar,
det straaler af Sol, og det dufter af Nat
i en Skov, hvor du leder om Sporet —
Ungdom, Ungdom er Ordet.
Du knæler for Sol, og du knæler for Nat,
du drømmer dig stærk, af en Længsel besat,
men vogt dig, at Drømmen ej rækker for langt
og standser din Vej med sin Kogen —
vogt dig, vogt dig for Taagen.
For Skoven er vildsom, og Skoven er stor,
du vandrer den ikke alene med Ord,
du vandrer den ikke med Drøm eller Tegn,
kun naar Viljen og Evnen er vaagen —
vogt dig, vogt dig for Taagen.
Knæl for din Tro og din Gud som du vil,
lyt til en Sang og dit Drømmelands Spil,
se i et Syn, hvor din Vej skal gaa hen,
men rejs dig saa, skærpet i Øjet, —
se, om Drømmen har løjet.
2.
Drøm, men gør Drømmen saa kort, som I kan,
se, I har Pligt mod et Hjem og et Land,
I, som har set jeres Land under Aag,
under Pisk af en jammerlig Stræben,
afløst af hyklerisk Flæben, —
I, som har hørt om et Danmark af Mænd,
I, som maa se, hvad der nu er igen:
Enkelte Mænd, der staar spredt uden Maal,
og en Skare, der Fanerne svigter, —
se, I har Ansvar og Pligter.
I, som er Kvinder og unge af Mod,
I, som bær Fremtiden i jeres Blod,
I, som skal bygge de kommende Hjem
og skal lære de Børn, som blir Tiden
styrk jer i Tide til Striden.
Arv har I faaet af Slægter, der svandt,
Slægter, hvem redeligt Tankesæt bandt,
Magt har I faaet, og mere I faar,
men jer Arv og jer Magt skal I bruge
til Værn for den hellige Lue.
Lær, at dit Hjem har et dobbelt Maal,
Hjemmet er mere end Pande og Skaal,
tænd for din Aand paa din Arne en Ild,
en evindelig brændende Lue, —
da blir der højt i din Stue.
III
Danmark, det dufter saa stærkt fra din Have,
Vinden bærer Bud fra din skjulteste Egn,
Duft fra de Blomster paa Slægternes Grave
blander sig med Duft fra de levende Hegn, —
Danmark, din Duft er saa krydret og stærk,
gaar i vort Hjerte som en drømmende Dvale,
lægger sig tæt om vort Virke og Værk,
lister sig tyst i vor Tale.
Danmark, din Duft er vor Styrke og Svaghed,
rørte tidt en Sjæl, saa en Digter sprang frem,
Mænd har bestormet og hadet din Vaghed,
længe har de kæmpet, før Sejren kom hjem, —
dog maa vi elske dig, bølgende Jord,
du der gød Liv i de tusinde Sjæle,
dog maa vi elske dig, hvor vi end bor,
dig og dit duftende Mæle.
Danmark, jeg vandred saa langt i din Hede,
Lyngen laa og lyste i Sommerdagsskær,
Himlen, den blege, naar Solen var nede,
spejled sig som Sølv i et tusnende Kær.
Under det vældige, drømmende Hvælv,
medens en Vibe skreg over sin Rede,
klædtes jeg nøgen og blev jeg mig selv, —
Danmark, jeg elsker din Hede.
Danmark, jeg vandrer din Fortid imøde,
knæler for den Aand, der har dannet mit Sind.
Jer, som har sunget og lidt, før I døde,
hører jeg som Hvisken i Bakkernes Vind,
skimter jer Vandring i Skyernes Flugt,
stille og fri som da Larmen forlod jer, — —
gaar jeg i Landet, naar Dagen er slukt,
rækker jeg Hænder imod Jer.
Danmark, du nære og Danmark, du fjerne,
stundom kan jeg glemme mit Liv og min Lov,
standse i Hverdagens Klapren min Hjerne,
stirre gennem Gadernes Fang mod din Skov:
Drømme jeg selv er et duvende Træ,
omsust af Duften fra Landet og Havet,
Læ for de andre og selv staa i Læ,
dybt i Erindring begravet.
IV
Se, vi er Træer, der visner og løves,
visner hen og løves bestandigt igen,
glædes og grønnes og saare bedrøves,
vekslende, mens Tiden gaar susende hen, —
og om det Foraar end kommer engang,
da vi ej mægter at bryde af Svøbet,
gør det da noget, naar — træt af vor Gang —
kun vi har fuldendet Løbet.
(1909.)