Hvorfor smiler du, Susanna, —
naar du smiler saadan, er det,
som om hele Israels Uro
holdt sit Indtog i mit Hjerte —
og dog er det, som om Himlen
havde aabnet sig — og Manna
dryssed gavmildt over Folket, —
hvorfor smiler du, Susanna, — —
hørte du den Sang, Susanna,
dæmpet som naar Løvet gynger,
sidste Nat, de sidste Nætter, —
véd du ikke, hvem der synger
saa forunderligt, saa Skoven
og den mørke Landsbys Hytter
og den tunge Flod, selv Stjernerne
ser ud, som om de lytter, —
og jeg selv, jeg laa og lytted,
jeg laa hele Natten vaagen, —
og engang saa lød det ganske,
som de sang i Synagogen, —
som naar Rabbi, klædt i Purpur,
Højtidsofferet bereder, —
og, Susanna, engang lød det
som et lille Barn, der græder, —
hør, Susanna — dine Øjne,
de er tegnet som Ovaler, —
hvorfor smiler du, Susanna,
naar jeg tier eller taler, —
hvorfor knæler jeg, du stille,
ak, mit Blod, hvor det dog brænder,
hvorfor kysser jeg saa heftigt
dine Hænder, — dine Hænder, —
og mit Hjerte, ak Susanna —
og mit Hjertes Hosianna, —
aa nu véd jeg, — aa nu véd jeg,
at jeg elsker dig, Susanna.