Det er en forunderlig Vaar i Aar,
min Vilje er blevet end mere haard,
mit Hjerte er koldere, mere forladt,
jeg kunde ihjelslaa en Mand i Nat, —
og ikke ængstes ved det, der var hændt,
blot vide, en Strid var forløsende endt,
og gaa til et Vindu, mens Hjertet det lo,
og raabe: Min Elskede, nu fik jeg Ro —
og mærke et Baand om mit Hjerte, der brast
og holde en lykkelig Viden fast,
aa — miste den Vilje, der strammede før
og lægge mig træf ved min Elskedes Dør.