Det har regnet i Nat, —
mens I sov, har det regnet saa stille,
saa lønligt og tyst som en Kilde,
der syngende gaar under Jord.
Det har sivet i Nat, —
Boulevarden fik slørede Lygter,
det har summet og summet med Rygter
om Vaar og Violer og Sol.
Det har regnet i Nat, —
bagved Parkernes duggede Tremmer
gik der Pust som af vaagnende Stemmer,
der famlende bliver til Sang.
Det har regnet i Nat, —
det var Foraarets tidligste Vise,
de urolige Hjerter til Lise,
der vaaged og lytted i Nat.
* * *
En Essens af de Aar,
der af Undren og Higen var fulde,
er steget velsignet af Mulde —
o Undren, som langsomt forgaar.
En Duft af de Aar, —
et Delta af Smerte og Glæde
har, midt i den vaarlige Væde,
forgrenet sig dybt i mit Sind.
Aa ja — det er sandt,
at midt i min klaprende Færden
der ligger en Duft af en Verden,
der atter min Higen fornyr.
Nu grønnes mit Sind,
nu grønnes det over al Maade
af Livets og Foraarets Naade. —
Det regned velsigned i Nat.