Jeg gaar og gaar, mens Natten skrider frem,
det er saa godt, min Skat, i Nat at vandre,
med ærlig Blæst og Blade, ét — og ét
i Flugt, der følges kammeratligstøt af andre.
Jeg gaar og gaar — og gaar med dig, min Ven,
i øm Berøringsleg med dine Hænder,
men mellem tvende Lygters Skyggefald,
dér standser jeg og ler og kysser dine Tænder.
Det plasker vaagent fra en dunkel Sø,
og Stjernehorder fjernt og kuldskært skælver.
Jeg fyldes af et stort og høstligt Smil,
der i min Sjæl sig som en kølig Kuppel hvælver.
Jeg gaar og gaar og har din Haand i min,
skønt jeg er ene flakkende for andre,
hvad véd de om, at jeg ad denne Vej
— min Kongevej — umuligt kan alene vandre.