Stodderfattig, graa af Jammer
Dagen ud af Døgnet rømmer,
og en stakket, stakket Time
blunder Byen ind og drømmer, —
og den hviler dybt og smiler,
bristende i Skumringstaagen, —
til de tusind Lamper tændes:
i et Nu er Byen vaagen.
Byen gnistrer, — og en Sporvogn ,
højlydt om et Hjørne hviner, — —
men det toner som af Stilhed
over Slottets blaa Ruiner, —
blaa af ulden Røg, der vælder
af Oktoberaftnens Indre,
tavse under Himmelkuplen,
hvor de hvide Stjerner tindre.
Jeg har ført dig bort fra Tumlen,
fra det hæse Liv i Gaden,
hvor jeg traf dig, tæt tilsløret,
som en fremmed Gæst i Staden, —
ført dig bort fra Lys, der trætter,
til de bølgende Kanaler,
hvor de rappe Lys og Skygger
om Sekunders Skønhed taler,
ført dig bort fra de tilfældigt
sammenbragte Violiner
til den.blaa Orkesternynnen
i de ensomme Ruiner,
hvor de tvende gamle Lygter
krummer deres Jernzirater,
blafrer svagt og flammer stille
som to smeltende Dukater.
— —
Jeg har set paa dine Øjne,
jeg har smilet til din Latter,
lukket Øjnene og suget
af din Stemmes Sødme atter, —
følt din varme Ungdoms Stormløb
som en Vellyst i min Strube, — —
denne Aften i Oktober,
denne dybe, skønne Grube.
— —
Denne Aften langs Kanaler
ad en dunkel Kolonade
blir i min Erindrings Storby
til en kær og ensom Gade.
Det har regnet i mit Hjerte
efter lange Tiders Tørke,
blafret som de gamle Lygter
i mit Sinds Oktobermørke.