Modtag mig, grønne Park, som før
med dine milde Arme
og lad Alverden ved din Dør
staa udenfor og larme.
God Morgen, Park, — hvor du er fin
og skyggelet og vaarlig!
kom, lad mig drikke af din Vin,
jeg véd, den gør usaarlig.
Det vifter i dit Bladehang,
og Himmelbuen blaaner,
den favner i sit Jomfrufang
den spædeste blandt Maaner:
En Maanegejst, — lidt Sølvermor,
der dybt i Himlen svinder, —
en Sang, der dør, — det sidste Spor
af Smil hos blonde Kvinder.
Jeg vandrer i din stille Gang
i denne blege Time
og hører Klosterklokkers Klang
om mine Tanker kime, —
og glemmer Dagens Smaat og Stort
og megen bitter Harme
og lader Verden ved din Port
staa udenfor og larme.