Aar er rundne og dage er dragne forbi i talrig mængde. Den gamle jord er kommen flere tusinde år næmere til den store grænsepæl, tidernes ende.
Fjern, fjern lå vor tid, mørk som den mørkeste vinterhimmel.
De hvide poler har strakt deres arme længer og længer ind mod ækvator. De har fast nået hinanden, de kolde arme.
Jorden gyser. Thi isnende kulde begynder at klamre sig om dens hjerte, og dens blod er stivnet.
Kun én mand og én kvinde var endnu tilbage af menneskenes slægt. De bjærgede livet, som de kunde bedst. Men en morgen, da den matte sol kastede sit skær over sneen, lå kvinden dér kold og bleg.
Kulde og sult havde overvældet hende. Grædende stedte han hende til hvile i sneen – og så var han ganske alene tilbage.
En dag, en nat vankede han vildsom omkring.
Han kom gennem døde landsbyer, over søers stivnede vande, sank stille ned på den høje kirkegård.
Det var nu aften. Og han bad da så inderlig den store, fjerne Gud om befrielse.
Men da månen stod op, var han død. Nu var alt forbi. Over hele jorden, intet pust af liv.
Den grå kirke kastede sin skygge langt ud over det øde land. Og midnat kom; men fra tårnet lød intet slag; urværket var standset for hundrede år siden.
Da trådte den vældige Død ud af kirkens port. Vildt glimtede hans le i månelyset, mens han langsomt skred over kirkegården.
Dér så han det sidste menneske ligge uden liv.
Og den vældige Død støttede sig til sin le, og han græd.
Klagende og hult lød hans røst ud over det tomme:
Mit værk er forbi. Det stunder mod tidernes aften og jeg hører tiden til. Mit værk er forbi. Bort må jeg fra min stille have og dens tavse beboere. Men I må blive, til jeg skal føre eder frem for den store dommer.
Mig ynkes over dig. Du alene skal ikke være uden den velsignede grav. Dybt skal du hvile og stille. —
Og Døden tog sin blanke le og huggede i den hårde, kolde jord under sneen. Slag faldt på slag, og de drønede i stilheden.
I den dybe grav lagde så Døden ham og dækkede ham varsomt igen.
Da morgenrøden begyndte at farve sneen, gik døden, den høje og tavse skikkelse bort til et fremmed land.
Tilbage lå hans le.
Det var det sidste mindesmærke på jordens sidste grav.