Øine, ømme Sjæleblomster,
Evig Elskovs klare Perler,
Øine, o tilbedte Øine,
Min Gudindes lyse Stjerner,
Tillad Skjaldens Sang at vifte
Jer sin friske Foraarsklang.
Alt i Livet bærer hellig
Ahnelsen om Sjælens Eie,
Bærer Øiets stille Smykke.
Og ei Mennesket alene,
Ogsaa Vaaren, ogsaa Jorden,
Ogsaa Døgnets Tvillingbørn.
Dybt i Jordens dunkle Gruber
Staae de klare Diamanter,
Som et evigt Blomsterøie.
Rosenøine Vaaren eier,
Dagen har sin varme Sol, og
Natten sine Stjernelys.
O! men I, tilbedte Øine!
Min Gudindes lyse Stjerner,
Evig Elskovs klare Perler,
Øine, ømme Sjæleblomster,
Saadan kjære, gode Øine,
Saadan Øine er det ei.
Ei saa klar er Diamanten,
Funklende i mørke Grube;
Ei saa yndig Foraarsrosen,
Naar paa Livets Barm den smiler;
Ei saa mild de ev’ge Stjerner,
Ei saa lys den unge Dag.
Alt hvad Livet herligt eier
Læser jeg i eders Blikke,
Og hvad Gravens Mulm tilslører,
Glimter gjennem eders Taarer,
Glimter gjennem eders Glæde
Til mig, som fra Himmerig.
O, saa hør nu Sang’rens Hilsen! —
Vil I Ungersvenden kjærlig,
Liig de ev’ge Dioskurer,
Lyse gjennem Livets Bølger?
Vil I mine Stjerner være,
Øine, ømme Sjælebørn?
Theodor Körner.