Kom vend dig, Glut! Daggryet paa
Din matte Skjønhed stirrer varm
O tag et henrykt Afskedsblik,
Imens jeg dvæler i din Arm.
Alt længe førend Midnatstid
Jeg stjal mig til dit Hjerte her
Og nu har Gryet med sin Glands
End fundet gantende mig der
Kom, vend dig Elskte! Dagens Glimt
Hen paa din Nakke strejfer kjæk
Bort, I, misundelige Lys,
Min Mund skal jage eder væk
Guddommelige Tanke! Alt
Laae lullet ind af Søvnens Magt,
Men vi — Planeten gik sin Gang —
Vi holdt en henrykt Nattevagt.
Hjertet, vor lille Verdensdeel,
Modsat den store — vaagne lod
Sin fyrrigste sin bedste Kraft
Og alt o alt mit Liv og Mod.
Kys mig endnu engang, Farvel
Der, luk dit søde Øie i
Det bliver Middag før — Levvel
Drøm om den Nat, som er forbi
Saasnart den næste sætter Segl
For Mund og Læber uden Larm
Du søde, iler jeg igjen
At bygge Rede i din Arm
Vor Glæde tager da sin Flugt
Som Himlens Sphærer sin; i Løn
Sødttonende den hele Nat
Uhørt af Jordens dorske Søn.
Th. Moore.