Højt paa Ridderborgen Blay
Man Tapetseriet kjender,
Som Grevinde Tripolis
Har brodeert med kloge Hænder
Al sin Sjæl har hun baldyret
Ind deri, og Elskovsgraaden
Har fortryllet Billedværket
Som hun bandt af Silketraaden —
Og som forestiller Scenen,
Hvor hun fandt Rudèl paa Stranden,
Døende, — dog hendes Længsels
Ideal af Riddersmanden.
Selv Rudèl fik her for første
Og for sidstegang at skue,
Virkelig, og ei i Drømme,
Sin i Sang tilbedte Frue —
Over ham Grevinden bøjer
Sig til Jorden, kysser Munden,
Dødbleg nu, men som saa ofte
Riim til hendes Priis har funden.
Velkomstkysset blev tillige
Afskedskysset — ak de tømte
Smertens Kalk paa samme Tid som
Glædernes, hvorom de drømte.
Hver en Nat, paa Slottet Blay
Hører man det knistre, bæve,
Og Tapeternes Figurer
Røre sig, som om de leve
Troubadour og Dame ryste
Skyggelemmerne, som sove,
Og en Vandring ud af Væggen,
Gjennem Salene de vove —
Sagte Hvidsken, fine Kjærtegn,
Fagre Ord, hvor Parret skrider
Gammeldags Galanteri fra
Minnesangens svundne Tider.
Geoffroy! Din Stemme lokker
Liv og Varme i mit døde
Hjerte, og jeg føler Asken
Ak, den længstudslukte, gløde —
Melisande! Blomst og Lykke!
Naar Dit blide Øie flammer,
Lever jeg paany — tilgrunde
Gik kun jordisk Vee og Jammer
Geoffroy! I Drømme elsked
Vi hinanden: Nuomstunder
Vi endog som Døde elske —
Gud Amòr har gjort et Under!
Melisande! hvad er Drøm?
Hvad er Død? Talemaader!
Kjærligheden kun er Sandhed
Og i den er ingen Gaader!
Geoffroy! Hvor hyggeligt
Her i Maanskinscabinettet,
Ikke gad jeg gaae derude,
Solopvarmet, løvomflettet.
Melisande! Skjønne Sværmer!
Selv du er en Sol, som skinner,
Hvor du vanker, er et Foraar,
Spirer Elskov og Kjærminder!
Saadan hvidske, saadan vanke,
Arm i Arm, de Gjenfærdhvide,
Op og ned, hvor Maanestraaler
Gjennem Buevindvet glide.
Morgenrøden snart forstyrrer
Spøgeriet — jeg har seet det —
Hvor de smutte sky tilbage,
Ind i Væggen, i Tapetet.
H. Heine.