O det var fuldt af Fyr og Flamme,
Et Sprog, som hede ønsker føre,
Som jeg tør skrive, men ei stamme,
Som du tør læse, men ei høre.
Drømme, varme, længselfulde,
Drømt, naar, hvad Hjertet gjør forstemt,
Al venlig Varsomhed og Kulde,
I Phantasiens Ild er glemt
Naar, fri for Sandsers grove Blu
Sig Sjæl i Sjæl tør freidigt kaste,
Og i et Suk forgaae, som Du,
Som Dyd selv undseer sig at laste!
Og det er tabt — har man seet Mage?
Ord, der af sig selv, som Fugle
Til Neas øre burde jage
For deres Hjerteangst at skjule.
O, tænk dig deres Indholds Drist;
Tænk Alt, hvad af en Mø tør høres;
Og stands ej, før din Kind, bevidst,
Høit blusser ved den Streng, der røres.
Jeg ogsaa selv vil gruble ud,
Indbilde mig en sød Fortsættelse,
Vil tænke mig dit Svar, dit Bud
Med himmelsk Haab og mild Forjættelse
Med Tilsagn om hvad der tør hævdes
Naar Blik i Blik tør straale sammen,
Naar bortvendt Kind tilbagevendes,
Naar Mund paa Mund fordobbler Flammen
Oh — er det Sværenerie ei dit,
De Haab, du skjænker, mindre ømme,
Dit Ord jeg ønsker tabt, som mit,
Jeg, som kan bedre Sager drømme.
Th. Moore.