Rosine, du skjønne,
Du søde, bortdrage
Det maa jeg med Klage
Mig undes ei Ro.
Er du kun bestandig,
Jeg er dig tro,
Dit Billed bestandig
I Hjertet skal bo.
Min Ven, husk paa,
Hvis det hændte jeg døde
Paa hende, du Søde
Som elskede tro.
Atter tilbage
Vender jeg tro,
Nu maa vi klage
Sukke vi to.
Jeg er berøvet
Alt hvad forlyster
Min Lykke, min Trøster,
I Evighed — o!
Ingen Forhindring
Skiller os to;
Af din Erindring
Lever jeg jo.
Du er den første
Eneste Smerte
Alt Haab i mit Hjerte
O vær mig tro.
Hvad skal det blive?
Hvor faaer jeg Ro —
Vil du mig skrive
Jo, Elskte, jo —
Jeg denne grumme
Bestemmelse sender
Med foldede Hænder
Til Himlen — o!
Hvor kan jeg leve?
Hvor faaer jeg Ro!
Sender du Breve?
Jo, Elskte, jo!
Neapel seer jeg
Kun lidet fro;
I Rom der er jeg
I Tankerne jo.
Du kommer tilbage?
Det kan du tro.
Dig Længslen vil drage?
O spørg ikke — o!
Min Fader samtykker
Om nogle Dage;
Til dig tilbage
Vender jeg tro.
Du ægter mig? ikke?
Jo, Elskte, jo!
O hvilken Lykke
Jeg er alt fro —
Mig smiler Haabet
Mit Sind skal glædes
Og eengang stedes
Til Fred og Ro
Men naar er Tiden?
Snart, vil jeg tro —
Den nøle Viden
Er Himlen jo.
Jeg gjør et Bryllup
Med mange Gjæster
Med et heelt Orchester
Vi dandse — o!
Og i Hurlumheien
Gjør jeg — jo, jo!
Ende paa Legen
Det kan du tro.