Daggry ligger lys og klar
Paa de dugbesprængte Veie;
Mangt et syngend Lærkepar
Omkring Vandringsmanden svaie.
Vandringsmand, i Vindens Suus,
Syng adjeu! til snevre Huus!
Sligt Farvel det er saa let,
Men hvert andet tungt man siger,
Naar i Skilsmisangsten ret
Elsktes Rosenrødme viger;
Grusom minder Kys og Blik:
Skilsmis er saa beedsk en Drik.
Vandringsmand, hør du mit Raad,
Frygtens Ord dig slet kun sømme,
Uden Afsked drag med Mod!
Dig dig Kjærest mildt til dømme.
Brænder et Farvel dit Sind,
Syng det gjennem Vindvet ind.
Sangen gjør det Bittre sødt,
Sangen tryller Frygt til Haaben,
Liv og Lyst af dorskt og dødt,
Gjør dit Bryst for Glæden aaben.
Et Farvel, som Sang frembær,
At den halve Gjenkomst er.
la Motte Fouqué.