Emil Aarestrup (1800–56)

Nu velan da, flinke Maler

Rhodiernes bedste Kunstner,

Mal mig nu, du flinke Maler,

Mal min Pige, der er borte,

Mal mig hende som jeg siger.

Først male Haarets Lokker

Silkebløde, dunkelbrune,

Og hvis Frven kun formaaer det,

Mal dem duftende af Salve.

Blidt opover Kindens Runding

Under purpurdunkle Lokker

Panden smal, den liliehvide.

Skil mig ikke Øiets Bryn ad,

Bland dem hellerei formeget,

Gjør dem ganske som hun har dem

Fast usynligt smeltet sammen

Dunkelbuet over Øiet.

Men nu maa du hendes Øine

Male, som de er, af Ilden,

Blaae og store som Athenes,

Elskovsvaade som Kytheres.

Mal mig Næsen nu og Kinden

Som i Melken Rosenrødme.

Mal mig Læberne, som Peithos,

Lokkende de søde Kys frem.

Nedenfor de bløde Kinder

Omkring Halsens hvide Marmor

Flagre lad Chariter alle.

Hyl da endelig den Hulde

Ind i Slørets fine Purpur

Lidt af Kjødet skimre giennem,

Kun en smule, som af Formen.

Hold nu op; jeg seer jo hende.

Billed, taler du ei ogsaa?