Vi har ført op et lille Skuespil,
Og I har overbærende seet til.
Høistærede, I vil da ei fortryde
Jeg et par Ord end ovenpaa tør byde.
Langtfra, at jeg vil prøve paa at sige
Til Eder dette Spils Betydning og deslige
Hvorfor, med hvilke Hensyn, til hvad Ende
Vi næsten hele Stuen endevende
Og gjøre vore smaa og lystige Personer
Om til Madammer, Lærere, Baroner
Det vil, langt klogere, I selv erkjende
Et Par Undskyldninger kun Politiken
Befaler os at stille mod Kritiken
Vi spilte fransk! — Hvorfor just lege fremmed
Og tale udenlandsk her midt i Hjemmet?
Tilgiv, vi ventede ved denne Maske
Paa ingen Maade jer at overraske,
Men mangen Bommert, mangt et lille Hak,
Uskyldig, let Feiltagelse, som — ak
Os vilde have voldet megen Skam i Dansken
Det bæres over med, vi veed, i Fransken
At vi, skjøndt Børn, ei Børn har forestillet
Men derimod de Ældres høiærværdige Billed,
Det var, o tro mig, ei af Indbildskhed,
Men kan en gammel Fyr som Rosenkilde
Med Kone og 6 Børn saa vidt jeg veed
En Skolepog med Flagrekrave spille,
Saa at vi flyde hen i Graad af Latter,
Hvad stor Urimelighed er da i
Om eengang Drengen tør agere Vatter?
Undskyldningerne ere da forbi;
Vi beilte ei til Muser og Parnasser,
Vi svedte ikke for Theaterkasser,
Men hvis vi vandt, I Kjære, Eders Gunst
Forstod vi til Fuldkommenhed vor Kunst
Og var der Følelse og barnligt Liv,
Var der Begeistring i vor Tidsfordriv,
Saa viid, det gjalt ei denne løse Leeg,
Men, kjære Fader! ja, den gjalt kun Dig!
Din Fødselsdag, hvad kan vi gjøre bedre,
End ved uskyldig Børneleg at hædre
Men Alvor svæver over Barnets Lyst
Naar varm Taknemlighed er i dets Bryst
See, Søstre, see! hans Navn, det brænder der
Svagt Udtryk kun af Kjærligheden her.