Meget Lolland mig gav, den frugtbare Ø, da jeg som Fremmed,
Ung, med min 19aars Viv kom til dens blomstrende Strand:
Hyggeligt Hjem, Venner, og hvad mit Hjerte forlangte,
Sundhed, Børn, Brød — Alt i et rundeligt Maal.
Ogsaa et velanseet Navn, Indvaanernes Huldskab, en Lykke
Stigende Aar for Aar, tør jeg vel rose mig af.
Nysteds deilige Strandbred — aldrig jeg glemmer din Hyttes
Gjæstfri Røg og det Blik smilende gav mig din Bugt
Aalholm din ældgamle Borg, med de vældige Mure, med Taarnets
Fiirkant, og med din Parks slyngende Roser, hvis Skjød
Aandede Duft fra Jordens fjerneste Strøg, i hvis Skygge
Nattergalene slog, ak, og hvor Musen jeg fandt.
Ingen Plet dog var mig saa mild, indbydende, kjærlig,
Frugtbar paa Held og saa fri for Sorg og Bekymring,
Ingen, som Guldborglands skovomkrandsede Mark
Ingen for mig og Mine saaledes fyldig paa Goder,
Et Overflødighedshorn var mig det straalende Slot —
Straalende, siger jeg — ja thi det straalte af Adel og Rigdom —
Adel af ædleste Slags, Rigdom af skjønneste Art,
Midt i sin landlige Ro en sand Høiskole for Dyder,
Skjønhedens, Konstens Asyl — nei deres Fæstning og Borg.