Det er en grusom Skik iblandt de Vilde
At den som uforsigtig har den Lykke
At træde i en fornem Dames Skygge
Ham ubarmhjertig de ved Livet skille
Du Smægtende! du vilde mig ei høre
Du var saa stolt, jeg turde dig ei røre
Tilbedelsen, Fortvivlelsen var min
Hvergang du standsed — ha forvovne Lykke
Berørte jeg din søde, kjælne Skygge
Jeg fulgte Dig, min Skygge din
Den svulmede, den strakte sig og iilte
Især naar Himlens Maane smulte
O hvor mit Hjerte henrykt bæved
Naar begge Skygger i hinanden svæved
Det kjælne, dunkle Væsen, dit,
Omfavnet, halvbedækt af mit!
Skjøndt jeg kun halvt kan regnes til de Vilde
Og skjøndt din Mand er meget tam og stille
Vil du alligevel den Grumme spille
Og ubarmhjertig mig ved Livet skille.