Emil Aarestrup (1800–56)

Hvor gjerne jeg endogsaa vil

Elskværdige, Dem skrive til

Hvormeget end, jeg føler, noget

Som Sjælen med Beundring fylder

Maa ogsaa kunne give Sproget

Den Runding, man en Gratie skylder,

Hvormeget Tanken end fortryller,

At det Papiir, hvorpaa jeg sender

De svage Aftryk, sort paa hvidt

Af hvad mit Hjerte følte tit

At det, som mellem muntre Venner

Skal hvile sødt i Dine Hænder —

At hvad jeg eensom, ved mit Lys

En sildig Aften, medens Resten

Af Verden sov saagodtsom, næsten

Fra Musen stjal mig som et Kys

At det, et Øieblik, med Dvælen

Imedens Du at læse stræber

Vil sysselsætte Dine Læber

Og fare — om ei ind og ud

Af Himlen som et Stjerneskud

Saa dog forbi og tæt ved Sjælen

Og at min Billet maaskee med Tiden

I Deres Minders Gravcapell

Skal hvile med en Blomst ved Siden.

Jeg kan ei tænke mig det Held

Mig sjælden Skjæbnens Lune gotter

At De engang en Aften vel

Vil bruge det til Papillotter

Hvormeget alt det end fortryller

Og mig med Skrivelyst opfylder

Saa gjerne som jeg altsaa vil

Tør jeg Dig neppe skrive til

Der hører jo langtmere til

Det skulde være hvad det ei kan være

En Times Trøst mod Mangelen af Hans

Hans Breve, frem for alt Dem kjære

En Elskers, Deres Christians

Om nogentid sandsynlig Mands.

Hvis Pen, af alle hertillands

Som kradse væk paa Poesien,

Har ikkun skrevet Skjønskrift i’en.

Han, skjøndt alt længe vant at bære

Hvad Musen gav, en Blomsterkrands

I Deres Arme dog har maattet lære

At det er sødere at være

I Blomster-Bægret selv, som Bien.

Forgjæves var at stræbe efter

Med ham at maale mig i Kræfter

Poetiske og tonefulde

Som i et Digt til Dem de skulde

Og burde være, Hulde

Jeg er mod ham jo kun hvad Fisken

Er mod en Haffru, hvad en Sidsken

Der qvidder med det gule Næb

Et grønt, umodent Flæb

Er mod en Fugl, som Nattergalen,

Hvis Røst romantiserer Dalen

Kortsagt, jeg er hvad Underskrevne

For mange Aar med Rub og Stub

I Prosaen tilbageblevne

Lollandske Docter Aarestrup

Er mod en kjøbenhavnsk Poet,

Der med sin lette Fuldblodsmuse

Som vi med Glæde tidt har seet,

Til Maalet seirende kan bruse.

Og meer end Digtersavnet selv, end mere

Maa mig en anden Ting genere

Og næsten gjøre reent umuligt

Endogsaa mindste Træk at copiere,

Der kunne synes noget duligt

At bringe Dem til at forglemme

Min Røst, og drømme Winthers Stemme,

Den Mangel, som, i hvad jeg gjør, maa trykke,

Det Savn, af hvad udgjør C. Winthers Lykke,

Forliebelsens, Gjenelskovs Lyst,

Som gjør saa smeltende en Røst,

Saa øm en tro Correspondent —

En Følelse, som vel er hændt,

At jeg i Fordumstid har kjendt —

Et Savn af den maa vistnok gjøre

Brev og Forfatter lige tøre

Men — ikkedestomindre — lidt, som fylder

Den tomme Luftballon af Ord

Og løfter noget den fra Jord,

Lidt Gas, lidt Geist, som hæver

Og mig igjennem Sjælen bæver, —

Udstrømmet af det skjønne Blik,

Enhver, som De det under, fik

Det vil, om muligt, ogsaa trænge

I disse Linier og bringe,

Om ei Ballonen til at svinge,

Saa dog til trods for Massen

Af Doctoren med Lirekassen

Den til at løfte sig og hænge

Om ei lang Tid, saa dog saalænge

Mit lykkelige lille Blad

Og Deres Blik ei skilles ad.

Men hvorfor her i Brevet kun

Saa saare lidt, hvor et Saameget

En Anden havde flugtbevæget,

Er anbragt af den Geist, De straaler,

Er Frygt for Skrivelsen at sprænge;

Dens tynde Sammenhæng ei taaler

I Form og Tilsnit forulykket,

Som Hjertet hele Trykket.

Jeg kan Dem altsaa bare melde

En Brøk, uendeligen lille,

Af hvad en Anden henrykt vilde

Ved Lyreslag i Sang fortælle,

At her, hvor Østersøen ruller

Mod Haven, som gaaer ned paa Trapper

Og for hvis unge Blomstertrængsel

Hele Bølgeparterret klapper

At her vi vente Dem med Længsel

Min Kone, jeg, Emma, Marie,

Og Carl, som kryber i en Baad,

Og med at hente Dem vil ikke bie

Og ikke høre paa vort Raad

At Stjernen over Skyens Skulder

Som havde den en Billet doux

Til en og anden fra sin Himmel

Og derfor ængstlig søgte nu

Vedkommende i vores Vrimmel

Maaskee bestandig holder Øie

Med os og med vort Huus, fordi

Den troer at træffe Dem deri

Kortsagt os vilde intet glæde

Og saa usigeligt fornøie

Som snart at skue Dem og hine

Saavelsom Deres ogsaa mine

Isakske Landsby-Venner træde

Med alt, hvad de naturlig bringer

Lyst, Livfuldhed og Vinger

Ind i vor Venskabshytte.

Vi efter Trinene alt lytte.