I Vers, Fritz Timm, hvad mere er, i Stanzer,
Og meer endnu, I byronske, jeg skriver
Mit første Brev, og — ærlig talt — jeg standser
Kun naar en Glut, af dem Vor Herre giver
En Melkehud, og intet Haar, som river,
Forbi min Kones Jalousier svandser
Og ei min Muse seer, som uden Pantser,
I bare Særk Dig en Francaise dandser.
Du skulde see vor By, Du vilde sukke
Thi Hoved-Gaden er en Rendesteen
Hvori, som Gjæs og Ænder, sees de Smukke
Med Bryst og Top, men ikke deres Been
Vor By, som andre Byer, har sin Dukke,
Sin Kirke mener jeg, en gammel een,
Rødmusset, buglet, tyk, Spidshue paa,
Som Lynet med en Kindhest satte skraa.
Hvert Tag for Blæst [ ] kun lidt beskjærmer,
Men ei for Regn; een Side Teglsteen paa
Det ingen Christens Sindelag fornærmer
Om man den anden har belagt med Straa
Halv røde derfor og halv smudsiggraa
De ere ikke uliig Slaveærmer
Indgangene har vilde Vandfaldstrapper
Og hist og her de rystende Karnapper
Blandt Byens mærkeligste Ting er Rips,
En Pharmaceut, der skjænker Byens Raps,
Omegnens ogsaa, mangen bitter Snaps
Og som trods Nogles hemmelige Knips
Og Andres gandske lydelige Klaps
I tvende Maaneder er bleven — vips!
Skjøndt mange Andre løb med ham omkaps,
Til Byens allermærkeligste Laps.
Vor By, som anden By, har sine Klokker,
Og Klokkere, tilmed sit Klokkefaar
Thi Sjælehyrden er et Klokkefaar
Og vor desuden er, som Ordet gaaer,
I egentligste Mening Klokkefaaer
Og — tilgiv de fortvivlet mange Ogger
Og var han ei, jeg gad nok havt den Ære!
Hans Kones nemlig for en Stund at være
Byfogden er en Mand, som taler norsk
(Hans Kone taler engelsk som en Svedske)
Stupigen derimod, den pene Gedske
Fra Rødby, taler Lollandsk som en Torsk
Og Line Pram har Du hørt Engle hvidske?
I Nysted er ei Nogen Flab saa dorsk
Ifald polsk Tiggergang han skulde vandre
Til Kone tog han hende fremfor Andre
Gjestgiveren er lille, feed og skaldet
Han fører Gud i Munden ligesom Skraa,
Og skaffer Viin, og Værelser, til Ballet
Han siger: Nogle har mig Hykkler kaldet,
og meget rigtig; thi man vide maa
I tyve Aar har jeg studert derpaa
Jeg vædder, ingen Præst i Christenheden
Velsigner meer end han sin Hiord herneden
En Stivelsefabricøer boer her i Gaden
Som vilde gjerne lade gammel og
Som døer nok med det første, stakkels Skrog
Postmesteren, Hr Puff, boer ei i Staden
Men udenfor, og troer sig mere klog,
Han vil agere ung; men kommer Raden
Til hans Madamme, holder hun for vigtigst
At synes ædru, hvilket er nu rigtigst?
Er Du en Ynder af at Damer ride
Saa kom, Du faaer at see hvad Du kan liide
Byfogdens Kone rider godt sin Hest
Postmestersken paa Narrekaske bedst
Og alle Bønderpigerne dernæst
De ride overskrævs, det maa Du vide.
Af Kurven kikke ud lidt Hønsekræ
Og af det sorte Strømpeskaft et Knæ.
Forpagter Vintergrøn er en, jeg agter
(Og ikke for hans Datters skyld alene
Som maaskee mangen Gavstrik kunde mene,)
Men for hans Passiar, hans muntre Fagter
Fordi han er ei nogen slet Forpagter
Der, som han siger, drikker Frokost ene,
Men efter Næseblødningen hver Morgen
Med Doctoren har Lyst at drukne Sorgen
Iøvrigt er han Mand med Levemaade
Som reisende Forpagter Kongens Klub
Har af hans Tønder Korn havt megen Baade
Exkjøbings Folk og dem i Ub og rup
Og Præsterne ved deres Aftensup
Har høstet meget af hvad Manden saaede
Især i L’hombre, men dog meer i Treize,
Han har en sort Callot og rødlig Næse.
Hvis ei jeg havde Slid med flere Breve
Og med at holde Byens Folk ilive
Jeg kunde mange flere Ting beskrive
Det gamle Aalholm og den gamle Greve
Og Kragerne, som omkring Slottet leve
Og Masqueraden, som man her vil give,
Men jeg maa slutte; det var første Sang.
Adieu! Fortsættelsen enandengang.
Med Digtere af heelt forskjælligt Genre
Er Byen provianteret meget godt
En Rips, en Hendriksen, en Byrsting pranger
En Captain Bjerring med — som Nystedsk Sanger
Selv ymte de kun om det gandske smaat —
Hvor fiint at efterligne Walther Scott!
Til Nød Din Ven kan puttes mellem dem
Saaledes har vi her i Byen fem.
Du faaer vel Gode, sagtens hvad min sælle
Hysteriske Figur af Ægtefælle
Tidt faaer, naar hun er ivrigst med at hikke
Og hvad der oftest følger med — at strikke
Et critisk Sidesting, med Tugt at melde
Og finder: mine Vers, de duer ikke
Sandt nok, at dette Vers er ei det bedste
Men, kjære Ven! jeg beder, læs det næste.
Det næste Vers — det er da reent forbandet
Det andet — hem! ved Lyset ret beseet
Det andet Vers — ja er det eengang skeet
Jeg maatte skamme mig at sige andet
Det andet Vers — det kommer ud paa eet
Det, reentudsagt, det falder ogsaa vandet
Det er dog ærgerligen nok — naa naa
Jeg springer til et nyt igjen pas paa
Af Syge falder her enda en Slump
Skjøndt nogle flere dog endnu af Døde
Her agtes Livets Lys, dets sidste Stump,
For ringe til paa den at noget øde
Man smelter ned, døer i sin gamle Sump
Og vil de Syge ei til Sundhed nøde
Man Lægens Lysesax er Intet skyldig
Og hans Profit, den er dem ligegyldig
Men Penge er man meget graadig efter
Ja, somme meer end efter Mad og Drikke
I Snyderie for ingen Mand jeg hæfter
Det kan den Ærligste iblandt dem stikke
At han ei snyder just af alle Kræfter
Men alt for godt jeg veed til Punct og Prikke
Man elsker Penge meer, end just saa lige
Hr A og B og Md C vil sige
Det Overspændte og Sentimentale
Gaaer ei i Svang, og mindst blandt Bønderne
Det er polidske Folk og ei saagale
De see i Gryden, slaae paa Tønderne
Saa agtes ikke synderligen Synderne
Og vil man just om Frierier tale
De tage Pigerne med største Lykke
Hvadenten de er tynde eller tykke.