O Børn, I Støiende, som gjør mig Huset,
Med al sin Sneverhed, saa bredt og stort!
Hvor ofte har mig eders Leg beruset
Og til et Barn igjen lyksaliggjort.
Naar var jeg klogere, naar var jeg bedre,
End I med Eders fagre Uskyldsstand?
Og kom jeg videre, end mine Fædre,
I dette Skyggernes og Tvivlens Land?
Leeg eders Leeg! I kan, som jeg, behøve
En Tumleplads for eders Luner smaa;
Det samme Børneværk vi alle øve,
Vi støie, larme, sukke og forgaae.